Med sin dedikation til faget har Malene taget det på sig at løfte introduktionsforløbene op på et nyt niveau
Med sin store dedikation for sygeplejefaget og en dybdegående arbejdsmoral er specialeansvarlig sygeplejerske på Regionshospitalet Gødstrup Malene Bonde Alsen blandt de udvalgte til 'Talent for mennesker'.
Som nytiltrådt specialesygeplejerske har Malene Bonde Alsen påtaget sig stillingen som specialeansvarlig uden forudgående akademisk overbygning, men "med en tro på, at hun skal bringe udvikling af introduktionsforløb op på et nyt niveau i neurologien", skriver klinisk sygeplejespecialist Charlotte Riis i indstillingen til 'Talent for mennesker'.
Hun fremhæver i den forbindelse, hvordan Malene Bonde Alsen hver dag går "ind i kompetenceudviklingen af kolleger for at sikre den bedste sygepleje til afdelingens patienter".
Fakta: Talent for mennesker 2024
Ambitioner og karrieredrømme er ikke kun forbeholdt unge i erhvervslivet. Med den nye talentliste 'Talent for mennesker' vil vi på A4 Medier hylde velfærdssamfundets unge talenter med fokus på den helt særlige faglighed, der alt for ofte bliver overset i det brede mediebillede
'Talent for mennesker' skal fremhæve de unge mennesker, der kan noget helt særligt med deres medborgere. Dem, der får samfundet til at hænge sammen ved at give os en god start på livet, en støttende hånd i svære tider og en værdig alderdom
Vi på A4 Medier har udvalgt talenterne til den endelige liste blandt mange indstillede med vægt på de faglige kvaliteter, som er fremhævet i indstillingerne
For at komme med på listen skal man være 36 år eller yngre og være ansat i et velfærdsfag. Det kan være som fængsels- eller politibetjent, socialrådgiver, pædagog, lærer, sygeplejerske, sosu, i administration eller andre i velfærdsrettede fag
Derudover får Malene Bonde Alsen stor anerkendelse for sit slid og mod i forhold til at tage en udfordringen af en atypisk stilling på sig - en indsats, der fortjener hyldest, mener indstiller Charlotte Riis.