Mette F.: Danskerne kommer til at tage forholdsregler i julen

2020111718143240_1000
Lige nu er det ikke til at sige, hvordan danskerne kommer til at fejre jul i år midt under coronapandemien, siger statsminister Mette Frederiksen (S) på Facebook. (Arkifoto) Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Statsministeren siger, at det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at sige, hvordan danskernes jul bliver.

Lige nu er det nemlig umuligt at forudse, hvordan danskernes jul bliver, siger statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag aften på Facebook.

Her svarer hun på spørgsmål fra danskerne, og et af dem handler om, hvilken strategi der vil blive lagt for julen.

- Vi kan ikke kigge så lang tid frem. Der er godt en måned, indtil det er juleaften. Der kan være sket flere ting med epidemien, som vi ikke kan tage højde for på dette tidspunkt, siger Mette Frederiksen.

Regeringen og sundhedsmyndighederne har den seneste tid opfordret danskerne til at begrænse det antal mennesker, de omgås i dagligdagen.

Det skyldes, at smitten med coronavirus blussede op igen tidligere i år.

Efter forårets omfattende nedlukning af samfundet havde smittetallene med coronavirus ellers artet sig godt i en periode, inden de for alvor blussede op igen i efteråret.

Mette Frederiksen anerkender, at julen betyder rigtig meget for mange danskere. Det gør den også for hende selv, siger hun.

Den nuværende prognose for julen ser dog ikke lige så lys ud som Rudolfs røde tud fra sangen om julemandens berømte rensdyr.

- Vi skal tættere på julen, før vi tør udtale os meget præcist om, hvad det er, der kommer til at gøre sig gældende.

- Men allerede nu kan jeg sige, at der ikke er noget, der tyder på - hverken i Danmark eller i Europa - at vi står et meget, meget godt sted, når vi skriver den 24. december.

- Så alle, vil jeg tro, med det vi ved nu, kommer til at skulle tage forholdsregler, passe godt på hinanden og blive ved med ikke at se for mange mennesker. Men hvordan det præcist ser ud, tør jeg faktisk ikke svare på, siger Mette Frederiksen.

/ritzau/

GDPR