Personlig hjælper Oliver har en evne til at håndtere selv de mest komplekse borgere

Oliver_Gebauer1.jpg
Oliver Gebauer er 24 år og har arbejdet i hjemmesygeplejen i Egedal Kommune i tre år. Foto: Privatfoto
På tre år har Oliver Gebauer taget springet fra at arbejde med rengøring og serverig af mad til at håndtere problemstillinger og dokumentation for nogle af de mest komplekse borgere i Egedal Kommune. Det har givet ham en plads på talentlisten 'Talent for mennesker'.

Oliver Gebauer blev egentlig ansat som praktisk hjælper i hjemmesygeplejen i Egedal Kommune. Hans opgaver skulle være begrænsede til at hjælpe til med rengøring og servering af mad.

Hurtigt viste det sig dog, at Oliver Gebauers talent rakte langt ud over de opgaver, han blev ansat til.

I dag arbejder han fuld tid med både personlig og praktisk hjælp. Han udviser både en stor forståelse for de komplekse problemstillinger, som borgerne kan have, men også en snilde til papirarbejde og dokumentation, hvor han ofte hjælper faglærte kolleger med at finde rundt i systemerne. 

Fakta: Talent for mennesker 2024

Ambitioner og karrieredrømme er ikke kun forbeholdt unge i erhvervslivet. Med den nye talentliste 'Talent for mennesker' vil vi på A4 Medier hylde velfærdssamfundets unge talenter med fokus på den helt særlige faglighed, der alt for ofte bliver overset i det brede mediebillede

'Talent for mennesker' skal fremhæve de unge mennesker, der kan noget helt særligt med deres medborgere. Dem, der får samfundet til at hænge sammen ved at give os en god start på livet, en støttende hånd i svære tider og en værdig alderdom

Vi på A4 Medier har udvalgt talenterne til den endelige liste blandt mange indstillede med vægt på de faglige kvaliteter, som er fremhævet i indstillingerne

For at komme med på listen skal man være 36 år eller yngre og være ansat i et velfærdsfag. Det kan være som fængsels- eller politibetjent, socialrådgiver, pædagog, lærer, sygeplejerske, sosu, i administration eller andre fag i velfærdsrettede fag

Find portrætterne af de udvalgte til ‘Talent for mennesker’

"Oliver er nysgerrig, reflekterende og handlekraftig, hvilket gør, at han altid sætter borgeren i centrum og taler deres sag. Han er ikke bleg for på vores borgerkonferencer at byde ind, og han tager gerne opgaver på sig, som han løser hurtigt og så smidigt som muligt for borgerne," siger Lene Bertelsen, der er leder i en hjemmesygplejegruppe, om Oliver Gebauer i sin indstilling af ham. 

Efter tre år som ufaglært hjælper har 24-årige Oliver Gebauer nu besluttet sig for, at han vil uddanne sig som enten sosu-assistent eller sygeplejerske. 

GDPR