Sara møder som misbrugsbehandler folk, når de er i krise. Men hendes tro på, at livet kan blive lettere, smitter af
Når personer med et misbrug rækker ud efter hjælp, er det som regel midt i en svær krise, hvor mange forgæves har prøvet at klare deres vanskeligheder selv.
I en sådan situation er det selvsagt utroligt vigtigt, at man bliver mødt på en respektfuld og støttende måde.
Og det er lige præcis sådan, at Anne-Marie Sørensen, der er leder på Behandlingscenter Brøndby, beskriver Sara Sofie Vesterholm, der er blandt de udvalgte til 'Talent for mennesker'.
"Sara møder dem tilpas tydeligt, venligt og roligt med en forståelse for det enkelte menneske, så mænd, kvinder eller unge føler sig mødt på en tryg og respektfuld måde," lyder det om Anne-Marie Sørensen.
Fakta: Talent for mennesker
Ambitioner og karrieredrømme er ikke kun forbeholdt unge i erhvervslivet. Med den nye talentliste 'Talent for mennesker' vil vi på A4 Medier hylde velfærdssamfundets unge talenter med fokus på den helt særlige faglighed, der alt for ofte bliver overset i det brede mediebillede
'Talent for mennesker' skal fremhæve de unge mennesker, der kan noget helt særligt med deres medborgere. Dem, der får samfundet til at hænge sammen ved at give os en god start på livet, en støttende hånd i svære tider og en værdig alderdom
Vi på A4 Medier har udvalgt talenterne til den endelige liste blandt mange indstillede med vægt på de faglige kvaliteter, som er fremhævet i indstillingerne
For at komme med på listen skal man være 36 år eller yngre og være ansat i et velfærdsfag. Det kan være som fængsels- eller politibetjent, socialrådgiver, pædagog, lærer, sygeplejerske, sosu, i administration eller andre fag i velfærdsrettede fag
Uanset om personen, der har kontaktet behandlingscenteret, har været udsat for vold eller har mørke oplevelser med i bagagen, "har Sara en positiv tro på, at livet kan blive lettere og er ved sin væremåde og væsen i stand til at give håbet videre".
"Sara formår som pædagog at oparbejde en relation, der betyder, at folk oplever sig så tilpas støttet, at de arbejder med deres afhængighed og kommer videre fra misbruget, der har skygget for de andre muligheder, de nu kan gribe. Sara er en af de unge voksne, der gør en forskel," skriver Anne-Marie Sørensen i indstillingen af Sara Sofie Vesterholm.