21-årige Sif er et naturligt pædagogisk menneske: "Hun vandt hurtigt beboernes tillid"

Sif_Ingildsen_bredformat-fotor-2024071014715
21-årige Sif Ingildsen er blandt de udvalgte til A4 Mediers talentliste 'Talent for mennesker'. Foto: Privatfoto
Det er ikke altid lige nemt at vinde beboerne på Botilbuddet Stenbanens tillid. Men med "gåpåmod og en ydmyghed over at arbejde i beboernes egne hjem" lykkes det for 21-årige Sif Ingildsen, der er en de yngste udvalgte til 'Talent for mennesker'.

21-årige Sif Ingildsen er en af de yngste udvalgte til 'Talent for mennesker'. 

Men trods den lave alder og hendes manglende uddannelse har hun gjort sig rigtig flot bemærket som omsorgsmedhjælper på Botilbuddet Stenbanen, som er et kommunalt døgntilbud i Rønne for borgere over 18 år. Det skriver socialpædagog og faglig koordinator Pia Kofod Rasmussen, der har indstillet Sif Ingildsen til 'Talent for mennesker'. 

Særligt imponerende er Sif Ingildsens evne til at skabe tillid til og øge livskvaliteten for botilbuddets beboere, som for nogles vedkommende kan have svært ved at tage imod nyt personale. 

"De lukker dem simpelthen ikke ind. Men Sif gik til opgaven med gåpåmod og en ydmyghed over at arbejde i beboernes egne hjem, og hun vandt hurtigt beboernes tillid. Sif har stået i svære situationer, hvor beboerne er blevet vrede, men hun tackler det med en ro og ser beboerne med alt, hvad de indeholder," skriver Pia Kofod Rasmussen i indstillingen. 

Fakta: Talent for mennesker 2024

Ambitioner og karrieredrømme er ikke kun forbeholdt unge i erhvervslivet. Med den nye talentliste 'Talent for mennesker' vil vi på A4 Medier hylde velfærdssamfundets unge talenter med fokus på den helt særlige faglighed, der alt for ofte bliver overset i det brede mediebillede

'Talent for mennesker' skal fremhæve de unge mennesker, der kan noget helt særligt med deres medborgere. Dem, der får samfundet til at hænge sammen ved at give os en god start på livet, en støttende hånd i svære tider og en værdig alderdom

Vi på A4 Medier har udvalgt talenterne til den endelige liste blandt mange indstillede med vægt på de faglige kvaliteter, som er fremhævet i indstillingerne

For at komme med på listen skal man være 36 år eller yngre og være ansat i et velfærdsfag. Det kan være som fængsels- eller politibetjent, socialrådgiver, pædagog, lærer, sygeplejerske, sosu, i administration eller andre i velfærdsrettede fag

Find portrætterne af de udvalgte til ‘Talent for mennesker’ 

Sif Ingildsen får også ros for sin tilgang til arbejdet, hvor hun er god til at suge til sig af viden fra det mere erfarne og uddannede personale på Stenbanen. 

"Hun er opsøgende på de forskellige opgaver og er ikke bange for at spørge om hjælp til løsningen af en opgave. Den viden, hun så får med sig, den lagrer hun og kan bruge den i andre situationer også," lyder det i indstillingen.

GDPR