Gevinster ved regeringens arbejdspligt står ikke mål med prisen: Dyrt, bureaukratisk og stort set ingen jobeffekt

Der er en række udfordringer med regeringens lovforslag om arbejdspligt. En af de største er, at der ikke er meget, der tyder på, at gevinsterne står mål med prisen. Umiddelbart vil forslaget indebære større udgifter, mere bureaukrati, en mindre grad af individuelt tilrettelagt indsats og meget begrænset beskæftigelseseffekt. Forskningsmæssigt har vi en række anbefalinger, hvis beskæftigelseseffekterne skal i vejret.

Det er vigtigt at få en indsats

I aftalegrundlaget står der, at der er for mange indvandrere – og særligt kvinder – der står udenfor arbejdsmarkedet. Arbejdspligten skal ”medvirke til at stille krav om, at man skal bidrage for sin ydelse”. Dertil skal det sikre, at ”flere børn oplever, at begge deres forældre står op om morgenen og går på arbejde”.

LÆS OGSÅ: Fagforeninger slagter lovforslag om arbejdspligt: Medarbejdernes mulighed for at sige fra over for nyttejobbere svækkes

I lovforslaget er midlet til at modvirke dette, at målgruppen fuldtidsaktiveres. Forskningsmæssigt ved vi fra Beskæftigelses Indikator Projektet (BIP), at der er belæg for, at det at give en indsats rent faktisk skaber progression mod arbejdsmarkedet. Hvis der ikke gives en indsats, står det ikke kun stille, men borgeren vil rykke sig længere væk fra arbejdsmarkedet. Så idéen med at sikre kontinuerlig indsats kan der være ræson i. Betyder det, at det er ligegyldigt, hvilken indsats målgruppen får? Nej. Der er noget, der virker klart bedre end andet.

Der er ikke forskningsmæssigt belæg for, at nytteindsatser giver beskæftigelseseffekt

Regeringen lægger i lovforslaget op til, at nytteindsats skal være en central del af indsatsen, og de har dertil lanceret en ny indsats – særligt tilrettelagt nytteindsats. Forskellen mellem en særligt tilrettelagt nytteindsats og en nytteindsats er, at nytteindsats er forankret på en arbejdsplads, mens en særligt tilrettelagt nytteindsats er et kommunalt organiseret projekt, som ligner en ordinær arbejdsplads med konkrete arbejdsopgaver, som personer i nyttejob skal udføre for samfundet. Regeringen lægger op til, at nytteindsats – både den særligt tilrettelagte og den almindelige vil udgøre en betydelig del af aktiviteten i arbejdspligten.

Det kan virke kontraproduktivt at skære på danskuddannelse

Regeringen vil omlægge danskuddannelse og spare udgifter på denne ved at fjerne et modul og sænke niveauet. Det skal være med til at finansiere arbejdspligten. Set fra et forskningsperspektiv er det uhensigtsmæssigt at nedprioritere danskundervisningen, da danskundervisning er vigtig for at øge de langvarige beskæftigelseseffekter. Det viser forskning fra Rockwoolfondens Forskningsenhed og University College London.

Potentiale i løntimer – selv få timer om ugen

Ny forskning har vist, at aktivitetsparate borgere, der opnår ordinære løntimer, har markant anderledes forløb end borgere, der ikke får løntimer. Ordinære løntimer er, når borgere opnår beskæftigelse typisk på et lavt ugentlig timeantal samtidig med, at de bevarer offentlig ydelse. I studiet, som er udarbejdet af Michael Rosholm og finansieret og udgivet af Væksthusets Forskningscenter, er der dykket ned i forskellige klynger af målgrupper.

LÆS OGSÅ: Branchepakker og gåture med ældre: Sådan overvejer København og Sønderborg at strikke arbejdspligten sammen

En af klyngerne er netop flygtninge og indvandrere. Her ser vi bemærkelsesværdige resultater. To år efter den første løntime er knap en fjerdedel kommet i ordinært job. Det skal pointeres, at målgruppen er aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere – en målgruppe, der vurderes til at være langt fra arbejdsmarkedet. Hele 56 pct. er i fuldtidsarbejde eller med til at forsørge sig selv to år efter. Til sammenligning er det kun 6 pct. af alle aktivitetsparate, der er kommet i fuldtidsjob to år efter, og kun 12 pct. der enten er i fuldtidsjob eller med til at forsørge sig selv.

 

Det viser, at forløb, hvor løntimer indgår selv ned til få timer om ugen, bevæger sig i retning mod tilknytning til arbejdsmarkedet. Studiet er ikke et effektstudie – den analyse kommer først senere på året. Hvis effektanalysen kommer til at vise, at selv få løntimer fører til stærk arbejdsmarkedstilknytning, vil en arbejdspligt på 37 timer virke mærkværdigt, hvis hensigten er, at målgruppen skal i arbejde.

Forskning peger på bred palette af indsatser

Forskningen peger på, at følgende indsatser er vigtige i forhold til at sikre beskæftigelseseffekter:

• Virksomhedsrettet indsats (virksomhedspraktik, løntilskud, løntimer mv), og gerne i brancher med efterspørgsel efter arbejdskraft

• Sprogundervisning

• Faglig opkvalificering / uddannelse 

• Helbreds-/sundhedsindsatser (efter behov)

I lovforslaget står der, at kommunerne kan anvende den brede palette af indsatser, men regeringen kalkulerer med øgede udgifter til nytteindsatser, besparelser på sprogundervisning og besparelser på ’vejledning og opkvalificering’, som er den type indsats, der for eksempel anvendes til helbreds-/sundhedsindsatser og faglig opkvalificering. Derfor er der risiko for, at kommunerne af økonomiske årsager ikke får mulighed for at prioritere de indsatser, der giver bedst beskæftigelseseffekt.

Anbefalinger til de kommende politiske forhandlinger

Jeg har tre anbefalinger til at skabe bedre vilkår for, at arbejdspligten giver beskæftigelseseffekt:

1. Den første anbefaling er at følge det spor, som regeringen selv har igangsat om afbureaukratisering, mere kommunal frihed og tillid til borgerne. Ekspertgruppen for fremtidens beskæftigelsesindsats har en lang række anbefalinger til dette, og lovforslaget om 37 timers arbejdspligt harmonerer ikke med det. Tværtimod lægger forslaget om arbejdspligt op til mere bureaukrati og mindre tillid.

2. Det store fokus på nytteindsats skal neddrosles. Undlad at finde finansiering ved at lave besparelser på danskundervisningen og skab rum for en bred palette af indsatser. Rammerne skal virke befordrende for, at kommunerne kan tilrettelægge en individuel indsats målrettet de udfordringer, den enkelte borger har.

3. Den tredje anbefaling er at sikre balance mellem omkostninger og effekt. Det er administrativt dyrt, at kommunerne skal håndtere og afgøre timeantal, fremmøde og sanktioner og oprette en ny indsatstype med tvivlsomme beskæftigelseseffekter. Lad borgernes timeantal være afgjort af, hvad der fagligt vurderes at være fremmende for beskæftigelseseffekt, og giv kommunerne frihed til at give indsatser med størst beskæftigelseseffekt – også hvis det betyder, at timeantallet i indsatsen ikke svarer til fuldtid. Det er bedre og billigere at give en virksom indsats i færre timer end en ikke virksom indsats i mange timer.