Bente Sorgenfrey revser A4-analyse: Virkelighedsfjern og forkerte antagelser

PÅSTANDEN LYDER, at EU-kommissionens mindstelønsdirektiv er inspireret af den danske model.

Ordene kommer fra beskæftigelseskommissær Nicolas Schmidt, og de bliver gentaget i starten af A4’s analyse fra 16. august. Men de giver ikke mening. For enhver lovgivning om løndannelse er i klar strid med den danske model.

LÆS OGSÅ: Analyse: Derfor kan fagbevægelsen få brug for EU-direktivet om mindsteløn

Den danske arbejdsmarkedsmodel er baseret på, at løn fastlægges ved frivillige forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter.

Kendsgerningen er, at selvom ingen er ude på at genere os, så kan hverken Thorsten Schulten, Nicolas Schmidt eller nogen andre give en garanti for, at direktivet ikke kommer til at antaste den danske aftalemodel i fremtiden.

Om fem år skal direktivet evalueres, og Kommissionen kan komme med forslag til ændringer og opstramninger. Ingen kan vide, hvilken retning de vil gå i. Der kan selvfølgelig heller ikke gives garantier i forhold til fremtidige lovgivere. Eller i forhold til, hvordan EU-Domstolen vil fortolke bestemmelserne i direktivet.

Politikerne blandes ind i overenskomster

I A4’s analyse skrives om den del af direktivet, der handler om fremme af kollektive forhandlinger og overenskomstdækning. Ifølge A4 har der ikke været talt så højt om den del. Det kan vi ikke genkende. Netop direktivets artikel 4, der handler om fremme af kollektive overenskomster, har vi haft meget fokus på. For hvor dele af direktivet kun er målrettet lande, der allerede har en lovbestemt mindsteløn, så gælder artikel 4 samtlige medlemslande. Også Danmark.

LÆS OGSÅ: Tysk professor: Danmark kan bruge mindstelønsdirektivet konstruktivt

I artikel 4 pålægges medlemslande med en overenskomstdækning på under 80 pct. en række skærpede krav til at udarbejde handlingsplaner – og det kan i praksis være arbejdsmarkedets parter, der laver dem.

Også her vil der være tale om et brud med den måde, vi normalt sikrer overenskomstdækningen på i Danmark. Det gør vi ved, at fagbevægelsen rejser krav om indgåelse af en overenskomst – og kan konflikte for at nå dette mål. Det er ikke noget, politikerne har ansvaret for.

Hvorvidt den bestemmelse vil føre til yderligere lovgivning i Danmark, er usikkert. Og det er endnu mere usikkert, hvordan man forestiller sig, at udarbejdelsen af disse handlingsplaner vil få overenskomstdækningen op. I Danmark er overenskomstdækningen over 80 pct. ”Hvis man medregner den offentlige sektor”, som der står i artiklen. Hvorfor i alverden skulle man dog ikke gøre det?

Vores modstand handler først og fremmest om, at vi er dybt bekymrede for, at EU får indflydelse på et område, der udtrykkeligt er undtaget for EU-lovgivning. I Lissabon-traktaten står der ganske klart, at EU ikke kan lovgive om lønforhold, strejkeret, ret til lockout og organisationsfrihed.

Vi tror ikke, at nogen er ude på at genere os. Men når EU ser stort på begrænsningerne i traktaten, hvad er så det næste? Kan vi risikere, at der fremsættes forslag om de andre områder, der er nævnt i undtagelsen – fx strejkeretten?

LÆS OGSÅ: Betonarbejder: Fagbevægelsen manipulerer med fakta om EU-mindsteløn

Vi frygter en glidebane. Vi har klart og tydeligt sagt fra – og det bliver vi ved med. Vi har en arbejdsmarkedsmodel, der selvfølgelig har sine udfordringer – fx med overenskomstdækningen på nogle områder. Det er vi opmærksomme på, og vi gør alt for at løse det.

At bindende EU-lovgivning på det her område skulle være vejen frem, mangler jeg endnu at se gode argumenter for.