Direktør for Hotel- og Restaurantskolen blev opsagt i venteværelset til CT-scanning
Anne-Birgitte Agger blev tirsdag opsagt fra sin stilling som direktør for Hotel- og Restaurantskolen. Foto: Hotel- og Restaurantskolen
Anne-Birgitte Agger blev tirsdag afskediget som direktør for Hotel- og Restaurantskolen i København.
"Tirsdag, mens jeg sad og ventede på at blive CT-skannet forud for min operation i går onsdag, modtog jeg en afskedigelse fra Hotel- og Restaurantskolens bestyrelsesformand."
Sådan skriver Anne-Birgitte Agger i et Facebook-opslag torsdag.
A4 Uddannelse har kontaktet bestyrelsesformand Peter Lykke Nielsen, der ikke har nogen kommentar til opsigelsen med den begrundelse, at det er en personalesag.
I Facebook-opslaget skriver Anne-Birgitte Agger, at hun både er "ked af det og vred over" opsigelsen, der kommer under et sygdomsforløb, som ifølge et andet facebook opslag begyndte 15. januar.
Anne-Birgitte Agger blev ansat som direktør for Hotel- og Restaurantskolen i januar 2018.