DA, FH og DEG: Bag trivselstal lurer en alvorlig udfordring

DE NETOP OFFENTLIGGJORTE trivselsmålinger på erhvervsuddannelserne viser, at der er grund til at glædes. År efter år viser målingerne, at eleverne trives godt, og de nyeste målinger er ingen undtagelse.
Endnu en gang vurderer eleverne deres velbefindende, indsats og motivation helt i toppen af skalaen. Det er en god nyhed og med til at øge erhvervsuddannelsernes attraktivitet. Men bag de overordnede tal lurer en udfordring, som skal tages alvorligt: 17 procent af eleverne angiver, at de har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed på skolen det seneste år.
Oplevelser med uønsket seksuel opmærksomhed er uacceptabelt på vores skoler, men er desværre ikke overraskende. Det er et strukturelt problem i vores samfund. Der findes lignende målinger på gymnasierne og de videregående uddannelser, hvor studerende har tilsvarende oplevelser.
En erhvervsuddannelse er unik, fordi eleven tager halvdelen af sin uddannelse som lærling eller elev på en arbejdsplads. For de unges såvel som for samfundet skyld har vi ikke råd til, at unge dropper ønsket om en erhvervsuddannelse, fordi de hører om en særlig kultur eller en sexistisk tone. Derfor er det særligt vigtigt, at vi starter en nødvendig kulturforandring på erhvervsskolerne.
Bedre spørgsmål kan skabe bedre løsninger
For at kunne komme problemet til livs kræver det først og fremmest bedre viden på den enkelte skole. De nuværende trivselsmålinger på ungdomsuddannelserne indeholder spørgsmål om uønsket seksuel opmærksomhed, men de giver ikke uddannelsesinstitutionerne tilstrækkelig indsigt i problemets omfang og karakter.
På erhvervsuddannelserne spørges der i dag kun overordnet til uønsket seksuel opmærksomhed – uden at skelne mellem, om det kommer fra elever, lærere eller andre ansatte. På de gymnasiale uddannelser er spørgsmålene ligeledes overfladiske, hvilket gør det svært for institutionerne at identificere konkrete problemområder og iværksætte målrettede indsatser.
Derfor har Alliancen imod uønsket seksuel opmærksomhed og chikane på erhvervsskoler og lærepladser – et samarbejde mellem Dansk Arbejdsgiverforening, FH og Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – fremsendt et konkret forslag til børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), som kan forbedre trivselsmålingerne. Vi foreslår nye, mere præcise og nuancerede spørgsmål, som kan belyse, hvordan og hvor uønsket seksuel opmærksomhed finder sted.
De nye spørgsmål udfolder begrebet uønsket seksuel opmærksomhed og spørger ind til konkrete oplevelser inden for både verbal, non-verbal og fysisk chikane. De skal bidrage til, at skolerne i højere grad får et billede af, hvordan det udfolder sig. Samtidig giver spørgsmålene mulighed for at identificere, hvem der står bag – om det er elever, lærere eller andre ansatte.
Viden skaber grundlag for handling
Med bedre data og mere viden styrker vi mulighederne for, at bestyrelse, ledere og lærere kan forebygge og håndtere uønsket seksuel opmærksomhed. Men det er ikke nok i sig selv. Det er op til uddannelsesinstitutionerne at følge op med klare politikker, handlingsplaner og kompetenceudvikling af både ansatte og elever.
LÆS OGSÅ: Skoleeksempel: Erhvervsskoleelevers trivsel styrkes med mikromålinger
På erhvervsskolerne og i regi af alliancen er vi allerede godt i gang med flere indsatser, som klæder skolerne på. Det omfatter blandt andet workshops for ledere og medarbejdere, debatter med fokus på problemet og dialogmøder. Derudover har vi oprettet en vidensbank, hvor skolerne kan finde inspiration til indsatsen, og vi har afholdt et webinar, der giver ansatte på erhvervsskolerne konkrete redskaber til at identificere og modvirke sexisme og chikane.
Vi har en fælles opgave i at skabe trygge fællesskaber, hvor alle kan trives og lære i respektfulde omgivelser. Derfor foreslår vi, at de nye spørgsmål til trivselsmålingerne bør gælde både gymnasierne og erhvervsuddannelserne.
En appel til ministeren
Vi opfordrer børne- og undervisningsministeren til at lytte til vores forslag og sikre at fremtidens trivselsmålinger leverer det nødvendige vidensgrundlag for at styrke indsatsen mod uønsket seksuel opmærksomhed på ungdomsuddannelserne.
Kun gennem forbedrede målinger kan vi identificere de reelle udfordringer og sætte målrettede indsatser i værk. Ved konsekvent handling kan vi skabe de trygge og inkluderende læringsmiljøer, som alle elever fortjener og har krav på.