Tesfaye, DA og FH: Der er al mulig grund til at råbe hurra for erhvervsuddannelserne
![Tesfaye_Bay_og_Hoejlund_1200px](/_next/image?url=https%3A%2F%2Fadmin-a4.blizzload.com%2Fmedier%2Fartikler%2F196%2F196927%2FTesfaye_Bay_og_Hoejlund_1200px-medium_32.jpg&w=3840&q=75)
Rettelse: Det fremgik tidligere, at FH nyligt stiftede fagtalentpriserne. Det er rettet til, at det er Blik og Rørarbejderforbundet, Dansk Metal, DI, Tekniq, Dansk EL-Forbund og JP.
NÅR MAN SKAL FEJRE erhvervsuddannelserne, skal man faktisk have plads til langt over 100 lys i lagkagen. Både fordi der findes over 100 forskellige erhvervsuddannelser. Og fordi det er langt over 100 år siden, at erhvervsuddannelserne blev en realitet. Faktisk blev den første lærlingelov indført i 1889.
Og i den brede gruppe af organisationer, der står bag Erhvervsuddannelsernes år 2025 - KL, Danmarks Lærerforening, Dansk Industri, 3F, Dansk Metal, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier, Astra, EuroSkills 2025 I/S, Dansk Erhverv, HK, Horesta, FOA, Tekniq, Naturvidenskabernes hus, Must, FH og DA – vil vi fejre erhvervsuddannelserne i år. For der er al mulig grund til at råbe hurra for erhvervsuddannelserne. Og ikke mindst fordi Danmark i år er vært for EuroSkills 2025 - europamesterskaberne for de dygtigste erhvervsuddannede.
LÆS OGSÅ: Tesfaye understreger fokus på grøn omstilling i erhvervsuddannelser ved DM i Skills
Vi kan godt blive ved med at tale om, at samfundet har brug for meget mere faglært arbejdskraft. Ikke mindst for at kunne gennemføre den grønne og digitale omstilling. Og det vil vi da også blive ved med. For det er rigtigt. Men lad os være ærlige. Det er man ret ligeglad med, når man som ung skal vælge en vej til uddannelse efter 9. og 10. klasse og er bange for at gå forkert. Eller når man som forælder eller lærer og vejleder skal klæde de unge godt på til at tage valget.
DERFOR ER DET SÅ VIGTIGT, at vi står sammen om at sætte fokus på de fantastiske muligheder, der ligger i erhvervsuddannelserne. Det har vi tænkt os at gøre med Erhvervsuddannelsernes år 2025. Helt konkret skal vi blandt andet understøtte erhvervspraktik, brobygningsforløb i folkeskolen og MiniSkills, regionale Skills-mesterskaber og besøg ved EuroSkills 2025. Men i høj grad også ved at vise, at unge har mulighed for at styrke deres identitet, stolthed og selvtillid gennem at blive dygtige til et fag. Om det så er inden for industriteknik, omsorgsarbejde, byggefag, handel og service eller noget kreativt.
Lad os synge festsange for de unge og deres forældre og lærere om, at man har mindst lige så mange muligheder for at få spændende job, blive leder eller starte egen virksomhed med en erhvervsuddannelse som med en universitetsuddannelse. Og at flere erhvervsuddannelser faktisk ligger i toppen af listen over højeste startlønninger. Succes og lykke kan ikke gøres op i penge, men vi ved, det er noget, der tæller i de unges uddannelsesovervejelser.
Vi kan også heppe på de unges uddannelsesvalg ved at fortælle dem, at de danske virksomheder vil elske at få dem i erhvervspraktik, give dem et fritidsjob eller en læreplads og står klar til at guide dem. På en måde, så omkring 400 elever fra erhvervsskoler over hele landet sidste år havde indstillet deres lærepladser til Årets Læreplads og Årets Innovative Læreplads. Og som over 700 virksomheder i DA’s indsats 'Åben Virksomhed' også altid er klar på at give elever i hele landet et indtryk af.
Vi skal hylde de unge, når de gør sig umage. Blandt andet med Blik og Rørarbejderforbundet, Dansk Metal, DI, Tekniq, Dansk EL-Forbund og JP nyligt stiftede fagtalentpriser og ved DM i Skills, hvor der sidste år blev uddelt guldmedaljer i 47 forskellige konkurrencefag.
Og toppen af kransekagen: EuroSkills 2025 i Herning den 9.-13. september. Festfyrværkeriet, der hylder de unge – mens de unge hylder deres fag ved at vise seje skills frem for alle, der kigger forbi det gigantiske event. Kom og vær med – og lad os sammen råbe hurra for erhvervsuddannelserne. Særligt i år – Erhvervsuddannelsernes År 2025. Men også i årene fremover.