Uddannelsesdirektør: Den offentlige sektors økonomi kommer under finansielt pres
DEN OFFENTLIGE sektors risikovillighed er generelt set lille, og det udfordrer vores produktivitet. Penge bruges i stort omfang på risikominimering og dermed i mindre grad på kernevelfærdsydelser.
I den private, kommercielle sektor er man mere risikovillig, fordi man har erfaring med, at risici er en forudsætning for værdiskabelse. Risikovillighed lever derfor i alle lag af et privat selskabs menneskelige system: i ejerkredsen, i bestyrelsen, i ledelsen og blandt medarbejderne.
I den offentlige sektor bør vi justere samspillet mellem risikovillighed og værdiskabelse. Den offentlige sektors økonomi kommer om kort tid under finansielt pres, blandt andet fordi der skal bruges ekstraordinært mange milliarder til militær beskyttelse af vores demokrati. Finansieringen af denne mega-investering vil sandsynligvis medføre budgetreduktioner i velfærdssektoren for eksempel på skoler, hospitaler, børnehaver og plejehjem.
Budgetreduktioner kan ikke gennemføres blot med endimensionelle krav om, at de offentligt ansatte skal forøge deres arbejdstempo og dermed levere samme værdi for færre penge. De seneste års erfaringer, især i sundhedssektoren, har vist, at det vil være på bekostning af medarbejdernes motivation. Resultatet bliver, at de finder ét af de mange andre jobs som tilbydes, og så går velfærdsværdiskabelsen med dem ud ad døren.
I DEN OFFENTLIGE SEKTOR FÅR VI derfor behov for at prioritere de vigtigste dele af velfærdsproduktionen højest og for at afstemme med ”ejerne” altså borgerne, hvilke mindre vigtige dele af produktionen, der kan undværes.
Næsten alle offentlige institutioner producerer både velfærd og bureaukrati. En del af dette bureaukratis opgave er at minimere risici. Jo mindre risikovillighed, jo mere bureaukrati. Og jo mere bureaukrati, jo færre penge til egentlige velfærdsydelser.
Selvfølgelig hviler dele af et velfærdssystems legitimitet på en meget lille risikovillighed - for eksempel i forbindelse med hjerteoperationer, elforsyning og miljøsikkerhed. Hér er lav risiko en del af velfærden.
Men i nogle henseender kan vi leve med højere risiko. Et eksempel på en næsten ligegyldig risikominimering er kontrollen af, hvorvidt en erhvervsskoles kvalitetssystem er offentliggjort på skolens hjemmeside. De fleste kan nok komme i tanke om andre eksempler.
Vi har talt tankevækkende længe om dette. KL har offentliggjort et læseværdigt notat 'Benspænd fra staten skaber unødvendigt bureaukrati i kommunerne', med et klart budskab: Vi spilder skattekroner, som kunne være brugt på velfærd.
LÆS OGSÅ: Danske Landbrugsskoler: Administration af SPS koster tid til eleverne
Vi skal dog indse, at staten i vidt omfang handler på vores alles vegne, og at den forholder sig til de forventninger og krav, vi som borgere stiller til den. Langt hen ad vejen er det ”unødvendige bureaukrati”, som KL omtaler i notatet, et indirekte udtryk for den risiko-uvillighed, vi stiller som betingelse for mange offentlige dispositioner.
At der er behov og mulighed for at ændre praksis i stor skala ses med accelerationen af de kommende indkøb af militært udstyr, hvor kravene om udbud er slækket. Lad os udvide det til andre sektorer.
Som i et privat selskab må vi som ejere af den offentlige sektor forholde os konkret til, at øgede udgifter ét sted må føre til omkostningsreduktioner andre steder. Men helst på områder, som vi ikke vurderer som særligt værdiskabende. Først når vi har gjort det, kan vores folkevalgte handle derefter.
