Hvorfor inviterer fagbevægelsen ikke mænd til nytårskur?
EN LANG RÆKKE STORE FAGFORBUND er sponsor for Kvinderådet. Men ikke for en tilsvarende organisation, som taler mandens sag.
Foto: Kvinderådet holder Nytårskur den 20. januar. Fagbevægelsen bør også invitere mænd til nytårskur til næste år i 2022. Kilde: Screenshot fra Kvinderådet.dk
I mange forbund sidder der flest mænd på besluttende positioner, men de er i overvejende grad ignoranter, når det gælder fokus på betrængte mænds udfordringer. Ligeledes i kommunalpolitik.
LÆS OGSÅ: Forsker med advarsel: "Kampen for ligestilling er skyllet ud med badevandet"
Mænd er i overtal i lokalpolitik; seks ud af syv borgmestre er mænd, to ud af tre byrådsmedlemmer er mænd.
Alligevel er velfærdsstaten i overvejende grad toptunet til kvinder i de allerfleste servicetilbud.
Hvad kan en nytårskur for mænd gå ud på i et kommunalt valgår?
Det begynder med den feminiserede folkeskole, hvor drengene halter længere og længer efter pigerne. Nu er der et helt karakterpoints forskel mellem drenge og pigers karakterer. Pigerne fører også an, når det gælder om at få en uddannelse og i at bryde den sociale arv. Her er det helt galt med drengene.
LÆS OGSÅ: Hver tredje ung i ny undersøgelse: Mindre socialt acceptabelt hvis far tager barslen
Drenge og unge mænd ved godt, at den er gal med dem, og at de bliver svigtet, og de er i afskrækkende grad vrede over det.
Flere og flere unge mænd har udsigt til et liv i ufrivillig barnløshed. I dag er 400.000 mænd ufrivilligt barnløse.
Hvad kan kommunerne gøre for at reducere ufrivillig barnløshed for mænd?
Kommunen kan ikke garantere en mand at få en partner og et kuld børn. Men 400.000 mænd uden børn burde have krav på, at deres livsbetingelser forbedres, så de med godt humør og stolthed kan nå deres mål ved egen kraft og potens.
Barnløse mænd opstår bl.a., fordi flere kvinder end mænd får høje uddannelser i dag, og at kvinderne i højere grad end nogensinde før er uafhængige af mænd.
Mange kvinder ønsker ikke at gifte sig med en mand, der har en kortere eller slet ingen uddannelse. Det historiske mønster har været, at det var manden, der havde den højeste status. Og hvis kvinden ikke kan finde en mand at få børn med, kan hun få barnet. Det kan mænd ikke, og derfor bliver der en stor gruppe, der står tilbage uden at have fået børn eller partner.
Problemet skal løses i skolen
Charlotte Rønhof, Formand for Rådet for Børns Læring fortalte i DR Orientering 4/1, at:
- Pigerne har klaret sig meget meget bedre end drengene og "det har de gjort i mange år". Det betyder, at der er rigtig rigtig mange drenge, som forlader skolen på dårlig vis. "Det er hver 10. dreng, som forlader skolen uden at kunne forvente at få nogen yderligere uddannelse end grundskolen. For pigerne er det kun omkring 1 ud af 20". Kommunerne må udvikle nye metoder til at sætte massivt ind på det her problem.
Din mening
På A4 Arbejdsliv vil vi rigtig gerne dele din mening om arbejdslivets udfordringer og idéer til løsninger med vores andre læsere. Så send et debatindlæg til [email protected] - husk gerne et foto.
Charlotte Rønhof fortsætter: "Det er drengene med de 20 pct. fattigste forældre, som er den eneste gruppe i samfundet, som er blevet dårligere uddannet end deres forældre i de seneste 20 år. Vi skal blive bedre til at se, hvad kan vi gøre for drenge, som vi ellers bare taber? Vi taber dem i skolen. Men var det så bare i skolen, havde jeg nær sagt, så ved vi jo fra al forskning, at det fortsætter jo. Er man først tabt i skolen, så får man ikke en uddannelse, så klarer man sig ikke godt på arbejdsmarkedet, det er et alvorligt problem."
De fleste mænd får heldigvis børn og trives godt. Men den unge far bliver diskrimineret sammenlignet med moren, som tilbydes mødregrupper. Enhver kommune burde tilbyde unge fædre en Fars Legestue, så far får bedre mulighed for at strikke et fællesskab sammen omkring en ung familie på en maskulin måde.
LÆS OGSÅ: Fagligt aktive i opråb: Sexisme findes også i fagbevægelsen
Flere og flere og flere voksne mænd lever ensomt og alene. Hvad tilbyder en typisk kommune? Ofte ingenting. En del kommuner tilbyder heldigvis Mænds Mødesteder.
Det kommunale sundhedstilbud til mænd er i voldsom grad ikke skræddersyet til mænd. Det er skabt og målrettet kvinder, som har meget let ved at fortælle om symptomer, lytte til behandlingstilbud og stå for sin recovery. Mænd bør modtage langt mere håndholdt støtte ved, at sundhedspersonale lytter mere, spørger mere ud, hjælper med behandlingsplan og følger op på recovery. Mænd lever væsentligt kortere end kvinder. Mænd dør tidligere af stort set alle sygdomme end kvinder. Det ved vi fra Forum For Mænds Sundhed.
Alle disse mandeproblemer benævner jeg "den pressede mand". Det er spørgsmål, som går under radaren på de mandlige ledere i fagforbund og på borgmesterkontorerne, hvor en mand sidder i borgmesterstolen.
Derfor har vi behov for en nytårskur for mænd.
Om Lars H. Nielsen
Mandspolitisk aktivist på Twitter @larshnielsen2 siden 2017. Maskinsnedker og industritekniker.
Redaktør af Arbejde & Sundhed i 12 år, Aktionsgruppen Arbejdere Akademikere.
Gennemgået FiUs grunduddannelse, medietræning og trykte medier.