Blik & Rør: DA’s sammenligning er udtryk for en uhørt arrogance
DA GIVER i A4 Arbejdsmiljø udtryk for, at regeringens forslag om entreprenørstop er at sammenligne med kollektiv straf, og at man ikke skal gøre problemerne på byggepladserne større, end de er.
Det første er noget vås. Det andet er udtryk for, at man tilsyneladende ikke følger med i udviklingen på danske byggepladser. Og det er i virkeligheden værre!
Det her her handler ikke om en strejfende rotte i en garnbutik på hovedgaden. Det handler om mennesker. Og nogle gange desværre også om menneskeliv
Henrik W. Petersen, forbundsformand Blik- og Rørarbejderforbundet
Lad os tage det i rækkefølge. En entreprenør i kæden har selvfølgelig en kontrakt med hovedentreprenøren, som vedkommende er forpligtet af, og hovedentreprenøren har ligeledes en kontrakt med byggeherre, som vedkommende skal leve op til. Lige som han skal efterleve dansk lovgivning.
Det ansvar skal man ikke kunne komme uden om ved at udlicitere det. Og det er jo dét, der sker i dag ”big time”. Og især udenlandske virksomheder står for fup og fidus med danske regler om arbejdsmiljø, moms og skat. Og det er ufatteligt, at DA, der repræsenterer gode lovlydige virksomheder, ikke vil disse ulovligheder og unfair konkurrence til livs.
LÆS OGSÅ: Politisk aftale om social dumping får mange roser, men især ét punkt kritiseres
Så er der det med proportionerne. Det er vildt, det der sker på store danske byggepladser i forhold til social dumping. Det er veldokumenteret ved den fælles indsats som Arbejdstilsynet, Politi og Skat står for.
Men det er kun toppen af isbjerget. I dag trives decideret arbejdskriminalitet i vidt omfang – senest dokumenteret i Den Sorte Svane og i en udsendelsesrække på DR. Og det gør det, fordi risikoen for at blive opdaget er for lille, og straffen ikke høj nok.
Det kan med andre ord betale sig at fuske. Derfor skal vi slå langt hårdere ned på ulovlighederne. Af hensyn til de mange især udenlandske lønmodtagere, der udnyttes. Og af hensyn til både danske lønmodtagere og de øvrige virksomheder, der udsættes for unfair konkurrence.
LÆS OGSÅ: Forbund kalder de seneste asbestsager toppen af et isbjerg og kræver fængselsstraf
Entreprenørstop er af de værktøjer, der kan tages i brug for at komme social dumping til livs, selv om regeringens forslag efter vores opfattelse slet ikke er vidtgående nok. Men det er en spæd start , fordi det adresserer hele kæden i byggeriet.
At DA mener, det svarer til, at en hel butiksgade bliver lukket, fordi én forretning har problemer med rotter, vidner om en uhørt arrogance og en negligering af problemernes omfang. Det her her handler ikke om en strejfende rotte i en garnbutik på hovedgaden.
Det handler om mennesker. Og nogle gange desværre også om menneskeliv.