FH: DA svigter lønmodtagerne i kampen mod social dumping

Flemming_Gr__nsund_n__stformand_FH_Pressefoto_FH_1920px_tre_to
Flemming Grønsund er næstformand i FH og ansvarlig for arbejdsmiljøområdet. Foto: Fagbevægelsens Hovedorganisation
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].
Det bekymrer Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), at Dansk Arbejdsgiverforening (DA) skælder ud på det entreprenørstop, som Folketinget vil indføre for at komme social dumping til livs. FH kalder DA's holdninger et svigt af lønmodtagere.

I DANMARK BRYSTER VI OS AF at have et arbejdsmarked baseret på tillid, ordentlighed og retfærdighed. Derfor er det bekymrende, at Dansk Arbejdsgiverforening (DA) her på A4 argumenterer imod indførelsen af et nyt entreprenørstop, som blandt andet giver Arbejdstilsynet mulighed for at håndtere de dybt uacceptable beretninger, vi senest har set i DR-dokumentaren ”Underdanmark” om migranters arbejdsvilkår i den danske byggebranche. 

Konkret får Arbejdstilsynet fremover hjemmel til at standse al arbejde for hovedentreprenører og alle eventuelle underentreprenører ved grove overtrædelser af arbejdsmiljøreglerne.

LÆS OGSÅ: Ny politisk aftale om social dumping får mange roser, men især ét punkt kritiseres

Når DA begrunder sin utilfredshed med lovforslaget om entreprenørstop med argumenter om administrative byrder og økonomiske omkostninger, er det ikke blot en skæv kobling. Det er et svigt af de mange lønmodtagere, der udnyttes af skruppelløse arbejdsgivere og hver dag går på arbejde under farlige arbejdsvilkår. 

Samtidig er det et svigt af de ansvarlige virksomheder, der hver dag lever op til dansk lovgivning og behandler deres medarbejdere med respekt og ordentlige arbejdsvilkår – for de ansvarsfulde virksomheder udsættes for unfair konkurrence fra de virksomheder, der ser stort på medarbejdernes sikkerhed og bevidst omgår regler.

Derfor glæder det mig at se, at beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen var hurtigt ude at reagere på
DA’s melding her i A4. Og jeg må bare sige, at ministerens ord opsummerer det meget fint:

”Social dumping er gift for det danske arbejdsmarked, og jeg er rystet over, hvad man kan slippe afsted
med i dagens Danmark.”

Det bliver helt tydeligt for alle danskere, der ser med, når DR’s dokumentarer, ”Underdanmark” og ”På
Statens Regning”, ruller over skærmene. Her ser man, hvordan illegalt ophold, manglende løn og livsfarligt
arbejde med asbest uden lovpligtig uddannelse er hverdag for migrantarbejdere i den danske byggebranche.
Og hundredvis af albanske migrantarbejdere tvinges til at betale dele af deres løn tilbage til deres
arbejdsgiver – en underentreprenør i byggerierne på tre store danske offentlige byggerier, der betales af
danske skatteborgere.

LÆS OGSÅ: Forbund kalder de seneste asbestsager toppen af et isbjerg og kræver fængselsstraf

Dokumentarernes indhold er desværre ikke en nyhed for os i fagbevægelsen. Både ”Den Sorte Svane”,
historierne om børn, der arbejder med asbest og vores mange fagretlige sager viser, at der i for mange
brancher på det danske arbejdsmarked er skruppelløse arbejdsgivere, der ser stort på medarbejdernes ve og
vel. Beretningerne viser med al tydelighed, at der ikke er tale om beklagelige fejl eller misforståelser, men
om grove og systematiske overtrædelser af dansk lovgivning, der risikerer menneskeliv.

Glæde over aftale om blandt andet entreprenørstop

Derfor er vi i FH også glade for, at SVM-regeringen sammen med Danmarksdemokraterne, SF, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet i maj 2024 indgik en bred politisk aftale om indsatsen mod social dumping og arbejdskriminalitet. Entreprenørstop er en vigtig del af den aftale, og initiativet skal sende et vigtigt signal til arbejdsgiverne om, at vi ikke vil tolerere, at menneskeliv sættes på spil, når der bygges i Danmark. 

Kære DA: Entreprenørstop handler ikke om administrative byrder eller økonomiske omkostninger. Det handler om værdier. Hvilket Danmark ønsker vi? Og hvilket arbejdsmarked ønsker vi?
Flemming Grønsund, næstformand i FH

Når DA argumenterer for, at virksomhedernes retssikkerhed tilsidesættes med lovforslaget, er det afgørende at forstå, at entreprenørstoppet ikke er en straf, der uddeles lemfældigt. Der skal en lang række grove overtrædelser af reglerne til, før arbejdet bliver pålagt standsning. Det skal med andre ord være en afskrækkende sanktion, der får virksomhederne til at tage ansvar. Hovedentreprenører skal også tage ansvar for, at de underentreprenører, de bruger, opfører sig ansvarligt. 

LÆS OGSÅ: Halsboe svarer DA: Hammeren skal falde hårdt, når virksomheder gentagne gange tilsidesætter arbejdsmiljøet

Og derfor kære DA: Entreprenørstop handler ikke om administrative byrder eller økonomiske omkostninger. Det handler om værdier. Hvilket Danmark ønsker vi? Og hvilket arbejdsmarked ønsker vi? 

Ønsker vi et parallelt arbejdsmarked, hvor livsfarligt arbejde og social dumping stiltiende får lov at florere og vokse? Eller skal vi stå fast på, at vi ønsker et retfærdigt arbejdsmarked, hvor lønmodtagere behandles anstændigt, og hvor arbejdsgiverne løfter deres ansvar for arbejdsmiljøet. Til gavn for den enkelte lønmodtager, de ansvarlige danske virksomheder og samfundet som helhed.

Jeg ønsker mig det sidste.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].
GDPR