Halsboe svarer DA: Hammeren skal falde hårdt, når virksomheder gentagne gange tilsidesætter arbejdsmiljøet

Ane_Halsboe_J__rgensen_Besk__ftigelsesminister_S_Foto_Marie_Hald_Folketinget
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) forstår ikke den kritik af entreprenørstoppet, som DA har rejst i A4 Arbejdsmiljø. Foto: Marie Hald, Folketinget
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) forstår ikke DA's kritik af det kommende entreprenørstop, som de mener forringer retssikkerheden. Modsat mener ministeren, at det går ud over alt for mange virksomheder, når de skal konkurrere mod en lille skare af brodne kar, som gentagende gange snyder på vægten.

MIN TÅLMODIGHED ER BRUGT OP. Når en lille gruppe af virksomheder gang på gang sætter andre menneskers liv og sikkerhed på spil, så skal det have mærkbare konsekvenser. Vi skal gøre alt, hvad vi kan for, at det ikke sker.

Der er i dag flere eksempler på byggepladser, hvor virksomheder igen og igen overtræder arbejdsmiljøloven og fortsætter arbejdet med åbne øjne også efter påbud fra Arbejdstilsynet. 

Sidst jeg selv var med Arbejdstilsynet på tilsyn, var vi på en byggeplads, som Arbejdstilsynet havde besøgt 15 gange på mindre end halvandet år.

LÆS OGSÅ: Millionindsats mod social dumping kickstartet med ny specialstyrke

Social dumping er gift for det danske arbejdsmarked, og jeg er rystet over, hvad man kan slippe afsted med i dagens Danmark. Derfor vil jeg som minister sammen med et meget stort flertal på tværs af Folketinget indføre et entreprenørstop på byggepladser, så vi kan få stoppet umenneskelige vilkår, systematisk snyd og ulovligt arbejde – og forhåbentligt også kan få fældet bagmændene. Fordi det er et spørgsmål om, hvordan vi behandler mennesker, og hvordan vores arbejdsmarked fungerer.

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) er kraftig modstander og argumenterer i et indlæg i nærværende medie for, at entreprenørstoppet er en urimelig regel, som går ud over virksomhedernes retssikkerhed, og at regningen vil ende hos os alle.

Når virksomheder bevidst lukker øjne og ører, snyder på vægten og leger med menneskers sikkerhed og sundhed, så skal hammeren falde. Og den skal falde hårdt
Ane Halsboe-Jørgensen, beskæftigelsesminister (S)

Jeg forstår ganske enkelt ikke den modstand fra DA. Langt de fleste virksomheder i Danmark har gode forhold og orden i sagerne. Men det er jo netop det store flertal af virksomheder, det går ud over, når de skal konkurrere mod en lille skare af brodne kar, som snyder på vægten. Det må da være i alles interesse, at vi giver mulighed for at slå hårdt ned på dem, der udsætter deres medarbejdere for fare.

LÆS OGSÅ: DA: For mange tilsynsførende fra Arbejdstilsynet ved for lidt - der er brug for bedre uddannelse

Lad os derfor få proportionerne på plads. Det her handler om de allergroveste tilfælde, hvor virksomheder trods Arbejdstilsynets adskillige besøg og påbud, bliver ved med at udsætte både egne og andres medarbejdere på byggepladser for betydelig fare. Vi taler ikke om en enkelt advarsel eller to til virksomheden og resten af entreprisekæden. Vi taler om en lang række alvorlige advarsler, som virksomhederne gentagne gange ikke reagerer på.

Vi er derfor nødt til at hive nye skrappere værktøjer frem fra værktøjskassen, så Arbejdstilsynet i de særligt grove tilfælde kan stoppe ulovligt arbejde på byggepladser én gang for alle, så bagmændene ikke kan fortsætte med at tjene penge på at udnytte andre mennesker og sætte deres liv og lemmer på spil.

Det vil ikke komme som et chok for virksomhederne, at entreprenørstoppet er på vej. Arbejdstilsynet giver først en række påbud og advarsler, så der vil være rig mulighed for og tid til at rette op på arbejdsmiljøet. Entreprenørstoppet gælder kun indtil, der er rettet op på arbejdsmiljøet.

Og alt det træder jo kun i kraft, hvis virksomhederne ikke overholder reglerne. Men når virksomheder bevidst lukker øjne og ører, snyder på vægten og leger med menneskers sikkerhed og sundhed, så skal hammeren falde. Og den skal falde hårdt.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].
GDPR