DA: AI kan revolutionere måden, vi arbejder med arbejdsmiljø på

Maria_Bille_H__egh_Politisk_chef_for_arbejdsmilj___og_sundhed_i_DA_Foto_Dansk_Arbejdsgiverforening_963px
Foto: Dansk Arbejdsgiverforening
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].
Dansk Arbejdsgiverforening (DA) mener, at kunstig intelligens kan være med til at skabe et bedre arbejdsmiljø og revolutionere måden, vi arbejder med det på. Men det kræver, at både ledelse og medarbejdere omfavner og samarbejder om de mange muligheder, teknologien rummer.

DER ER INGEN TVIVL OM, at kunstig intelligens (AI) i fremtiden helt eller delvist vil kunne løse mange af de arbejdsmiljøopgaver, som arbejdsgivere sidder med. Opgaven bliver at sikre, at det så også resulterer i et bedre arbejdsmiljø.

I takt med den hastige udvikling inden for teknologi har kunstig intelligens (AI) fundet vej til vores arbejdspladser. Ud over store potentialer for at arbejde smartere og hurtigere rummer den nye teknologi betydelige muligheder for at forbedre arbejdsmiljøet og styrke arbejdsglæden. Kombinationen af AI’s kapacitet til at analysere store mængder data med dens evne til at tilpasse sig specifikke behov kan nemlig revolutionere den måde, vi arbejder med arbejdsmiljø på.

LÆS OGSÅ: Kunstig intelligens og arbejdsmiljø: Bekymring eller berigelse?

Det gælder alt lige fra at sikre bedre opgavefordeling blandt medarbejderne såvel som bedre risikovurdering, planlægning og indretning af arbejdspladsen, ligesom det også kan styrke oplæring, instruktion og opfølgning på arbejdet.

Ved at analysere den fysiske belastning i arbejdet kan AI-algoritmer for eksempel bruges som beslutningsstøtte, når ledere skal tildele opgaver, der passer til den enkelte medarbejders styrker og svagheder. Det kan reducere risikoen for overbelastning og skabe et arbejdsmiljø, hvor alle trives.

AI kan også spille en central rolle i risikovurdering og planlægning på arbejdspladsen. Med AI kan algoritmer analysere arbejdsmiljøforholdene og foreslå mulige forbedringer. Det inkluderer både vurdering af nye maskiner, ændringer i arbejdspladsens indretning eller introduktion af nye kemiske stoffer, hvor AI kan give viden om mulige risici og generere planer for at forebygge dem, baseret på et langt større datagrundlag end et enkelt menneske kan overskue.

LÆS OGSÅ: Med syv spørgsmål, vil forsker sætte fokus på, hvordan teknologi påvirker arbejdsmiljøet

Optimering af arbejdsgange er et andet område, hvor AI vil kunne gøre gavn. Ved at analysere nuværende eller planlagte arbejdsgange, vil AI kunne foreslå forbedringer, der reducerer tungt manuelt arbejde og belastende arbejdsstillinger, hvilket i sidste ende skaber et sundere arbejdsmiljø. Desuden kan AI bidrage til større sikkerhed ved at monitorere arbejdspladsen og gøre opmærksom på potentielle risici i indretningen.

Samtidig vil AI kunne producere skræddersyet undervisningsmateriale, som kan hjælpe ved oplæring og instruktion af nye medarbejdere. Med AI vil virksomhederne altså bedre kunne sikre, at alle medarbejdere er ordentligt oplært og forberedt til arbejdet.

Selvfølgelig hverken kan eller skal AI erstatte menneskelig interaktion og beslutningstagen, men AI kan blive en central sparringspartner, der supplerer den enkelte leders og medarbejders indsats og samarbejde om et sikkert og sundt arbejdsmiljø.

LÆS OGSÅ: Fagbevægelsens fjende nummer et er nu blevet deres forbillede: "Hvor mange havde lige set det komme for et par år siden"

Ved at implementere AI i arbejdet kan vi skabe mere sikre og bedre arbejdspladser. Det kræver, at både ledelse og medarbejdere omfavner og samarbejder om de mange muligheder, teknologien rummer. Det kan løfte både produktiviteten, sikkerheden og arbejdsglæden.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].
GDPR