Coronaoverblik: Direktør stimulerer ansattes trivsel med gåture i naturen
Coronaoverblikket er lukket ned, og i stedet henvises til den generelle overbliksartikel om arbejdsmiljøet.
Den ekstraordinære coronakrise trækker store veksler på arbejdsmiljøet på danske arbejdspladser.
Arbejdstilsynet kører på nedsat kraft. Hviletidsregler kan nu sættes ud af kraft, og frontpersonalet i sundhedssektoren er trukket i sikkerhedsdragter for at undgå coronasmitte.
Samtidig skyder hjemmekontorer op, og videomøder med kollegerne er blevet en daglig rutine.
---
25. maj 2020
Direktør stimulerer ansattes trivsel med gåture i naturen
Under coronakrisen har den administrerende direktør i HDI Danmark, Michael Klitvad, indført et koncept med medarbejderne, som han vil holde fast i, når krisen er overstået.
Det skriver mediet Finanswatch.
Konceptet hedder 'Walk and talk' og går ud på, at han går ture med medarbejderne i naturen i deres lokalområder. På den måde forsøger han at have fingeren pulsen i forhold til, hvad der rører sig blandt de ansatte i forsikringsselskabet.
Læs mere her.
21. maj 2020
Whistleblower-ordning skal stoppe muligt corona-snyd
Et flertal i Folketinget har vedtaget en whistleblower-ordning, der gør det muligt for medarbejdere, tillidsvalgte og fagforeninger at tippe myndighederne om muligt svindel med hjælpepakker til virksomhederne.
Det skriver DR Nyheder.
Ordningen er anonym, og det betyder, at medarbejdere trygt kan henvende sig til myndighederne, hvis de mistænker, at deres arbejdsplads eksempelvis snyder med lønkompensation.
Enhedslistens erhvervsordfører, Victoria Velasquez, har hørt eksempler på, at medarbejdere bliver tvunget på arbejde, selvom virksomheden modtager lønkompensation.
- Whistleblower-ordningen skal simpelthen sikre, at man som medarbejder ikke kommer i klemme, hvis man angiver sin arbejdsplads, siger hun.
19. maj 2020
Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Medie: Arbejdstilsynet kører på nedsat blus frem til august
Mens Danmark åbner mere og mere op, og arbejdspladserne begynder at ligne sig selv, så er kontrollen med arbejdspladserne sparket til hjørne i flere måneder endnu. Det skriver Fagbladet 3F.
Arbejdstilsynet vil nemlig ikke være i fulde omdrejninger før i starten af august måned.
Det viser et internt dokument fra et orienteringsmøde hos Arbejdstilsynet for ordførerne på området, som Fagbladet 3F er kommet i besiddelse af.
Læs mere her.
16. maj 2020
Fem pædagoger smittet
Fem pædagoger i en integreret institution på Frederiksberg ved København er testet positiv for coronavirus. Det skriver DR Nyheder.
Pædagogerne arbejder i Børnehuset Solmarken, som har 95 børn i vuggestue og børnehave.
Ifølge Janni Hjerpe, børne -og ungelæge i Frederiksberg Kommune, er det sandsynligt, at én medarbejder har smittet de andre.
Alle 27 medarbejdere er blevet testet for coronavirus. Ingen er børn er angiveligt blevet testet.
Læs mere her.
14. maj 2020
Flemming Krogh/Ritzau Scanpix
Forskere undersøger om corona påvirker arbejdslivet permanent
Et nyt forskningsprojekt skal undersøge, hvordan ledere håndterer udfordringen med virtuel personaleledelse.
Det skriver Københavns Universitet på sin hjemmeside.
Projektet udføres af Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) ved Københavns Universitet og Copenhagen Business School (CBS), og skal bl.a. forsøge at kortlægge, hvordan videomøder og hjemmearbejde påvirker trivslen og ledelsesstilen.
Projektet skal også undersøge, om samarbejdet på arbejdspladserne under coronakrisen vil ændre sig permanent, når krisen er slut.
Læs mere her.
11. maj 2020
Thorkild Olesen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Organisation: Ansatte skal vælge mellem job og helbred
Der er endnu ikke fundet en løsning til danskere, der er i særlig risiko ved at blive smittet med coronavirus.
Derfor efterspørger organisationer en afklaring på, hvordan puljen på 200 millioner kroner, der skal sørge for, at personer i risikogrupper kan blive hjemme fra arbejde, skal udmøntes.
Det er nemlig mere end tre uger siden, at regeringen og Folketingets øvrige partier blev enige om at afsætte pengene.
- Det betyder, at der er mennesker derude, som ikke ved, om de er købt eller solgt, siger formand for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen, om den manglende afklaring.
- De ved ikke, om de kan beholde deres arbejde. De skal groft sagt vælge mellem deres arbejde og deres helbred, siger han.
Læs mere her.
Kontanter i bussen truer sikkerhed - selskaberne vil ikke afskaffe mønterne
Kontanter i bussen udgør en risiko for buschaufførerne, der vil have dem ud af bussen.
Risikoen gælder både i forhold til smitte med corona og i forhold til overfald på chaufførerne, mener fagforbundet 3F og buschaufførerne, der gerne have den midlertidige corona-lukning af kontant billetsalg i busserne gjort permanent.
Fagbladet 3F har spurgt landets seks trafikselskaber, Sydtrafik, Midttrafik, Nordjyllands Trafikselskab, BAT - Bornholms Trafikselskab, FynBus og Movia, om de bakker op om forslaget om at stoppe kontant billetsalg i busserne. Ingen af dem bakker op.
9. maj 2020
Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
FOA: Flere sundheds- og ældreansatte bruger ikke værnemidler
Ansatte i sundheds- og ældresektoren har svært ved at opfylde retningslinjerne om at bruge værnemidler, når de er i tæt kontakt med borgere under coronakrisen.
Det viser en undersøgelse, som fagforeningen FOA har lavet blandt sine medlemmer.
Af undersøgelsen fremgår det, at omkring halvdelen af de adspurgte i ældreplejen, psykiatrien, på hospitaler og handicapområdet den seneste uge har været i tæt ansigtskontakt med borgere uden at bære visir eller maske.
Kasseapparater skal rengøres og hænder afsprittes
Erhvervsministeriet og Beskæftigelsesministeriet har sent fredag aften udgivet en række nye retningslinjer, som skal hjælpe centrene og magasinerne med at komme sikkert fra land under coronakrisen.
Blandt andet er der fokus på at undgå kødannelse, mens butikkerne også bør sørge for at holde god håndhygiejne og indrette sig, så der er afstand mellem kunder og personale.
Læs retningslinjerne her.
6. maj 2020
Sundhedsministeriet droppede lagre med værnemidler i 2012
Økonomi spillede en afgørende rolle for Danmarks beholdning af værnemidler, da Sundhedsstyrelsen i 2012 arbejdede på en ny beredskabsplan, der skulle gøre det danske sundhedsvæsen klar til en pandemi.
Det siger Else Smith, der var direktør for Sundhedsstyrelsen i de år, hvor pandemiplanen blev udarbejdet, til DR.
Læs mere her.
5. maj 2020
Morten Germund/Ritzau Scanpix
Bekymring hos diabetikere
Diabetesforeningen er bekymret for, at diabetikere ikke vil blive omfattet af en mulig lønkompensationsordning for risikogrupper, som regeringen vil lave.
Bekymringen kommer efter, at Sundhedsstyrelsen mandag præciserede retningslinjerne for risikogrupperne. Her fremgår det, at diabetikere godt kan arbejde, hvis de tager særlige hygiejne hensyn.
- Vi er glade for, der er kommet nogle retningslinjer. Men vi synes, det er paradoksalt, hvis den gruppe alligevel skal gå på arbejde, siger Tanja Thybo, forskningschef i Diabetesforeningen til Ritzau.
Ledere: Hjemmearbejde vil fortsætte efter corona
Hjemmearbejde er kommet for at blive. Sådan lyder det fra hver anden leder i en ny undersøgelse, som Lederne har foretaget.
49 procent af Ledernes medlemmer forventer, at deres arbejdsplads vil gøre brug af flere digitale møder og hjemmearbejde, når coronakrisen er overstået. Samtidig oplever 78 procent, at hjemmearbejde fungerer 'godt' eller 'meget godt'.
13 procent af lederne mener, at arbejdspladsen har oplevet en stigning i produktiviteten, mens medarbejdere har arbejdet hjemmefra.
Læs mere om undersøgelsen her.
2. maj 2020
Sygeplejersker siger stop
Nye arbejdsopgaver, ændredede vagtplaner og mulighed for overarbejde.
Det har været vilkårerne for danske sygeplejersker under coronakrisen. Men nu må det være slut, mener Dansk Sygeplejeråd.
I takt med, at antallet af patienter med covid-19 på landets hospitaler falder, er det tid til at vænne tilbage til en mere normal dagligdag, hvor sygeplejersker bliver kompenseret for overarbejde, som overenskomsten siger, at de skal, lyder det fra DSR-formand Grete Christensen til DR Nyheder.
- Vi har gjort dem klart, at den fælleserklæring, som vi havde indgået på forhånd (med Danske Regioner, red.) for at lave et stort, fælles beredskab, den er ikke gældende mere, siger hun og mener, at sygeplejerskernes fleksibilitet er blevet brugt og udnyttet.
Formand for regionernes lønnings- og takstnævn, Anders Kühnau (S), siger, at han vil se på, om der er noget i fælleserklæringen, der kan justeres. Men han vil ikke love bestemte ændringer eller kompensationer for den unormale arbejdssituation.
30. april 2020
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Risikogrupper har ventet på en løsning i to uger
Selvom det nu er 12 dage siden, regeringen gav tilsagn om, at man ville undersøge, om risikogrupper, der er særligt udsatte ved coronasmitte, kunne blive omfattet af en lønkompensationsordning, er der endnu ikke sket noget.
Men det haster at finde en løsning, slår både 3F og BUPL fast til DR Nyheder.
- Det kunne være relevant for de mennesker, men det haster med at kigge på det. Regeringen har kun forpligtet sig til at undersøge en mulig løsning, så vi må afvente og se, hvad de finder frem til, siger Tina Christensen, næstformand i 3F, til DR.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) fortæller, at man afventer sundhedsmyndighedernes afgrænsning af, hvem der eventuelt kan blive omfattet af lønkompensation, inden forhandlingerne kan gå i gang.
29. april 2020
Amazon-ansatte melder sig syge i protest: Kræver bedre beskyttelse mod corona
Internetgiganten Amazon er ramt af bølger af strejker og krav om bedre sikkerhed og nedlukning i flere lande under corona-pandemien.
Det skriver Fagbladet 3F.
I en lang række lande kræver ansatte, at selskabets store lagercentraler med tusindvis af ansatte lukkes ned på grund af smittefare og manglende sikkerhed.
Læs mere her.
28. april 2020
Exit coronablues
Coronakrisen kan have mange negative konsekvenser for vores mentale helbred. Udløst af jobusikkerhed eller stress over retningslinjer, der følges til punkt og prikke.
Bekymringerne kan udvikle sig til stress, angst og depression. Erhvervspsykolog Pernille Rasmussen fortæller til Fagbladet Teknikeren, at hun modtager et stigende antal henvendelser fra bekymrerede danskere.
- Nogle oplever stress generelt på grund af situationen, og så er der dem, der skal jonglere med flere opgaver samtidigt. De skal arbejde hjemmefra, hjemmeskole børnene og måske også købe ind for en ældre pårørende, fortæller hun.
Hun har opstillet fem råd til, hvordan man slipper af med de negative tanker. Læs dem her.
26. april 2020
Kampagne skal hylde frontpersonalet på international mærkedag
Tirsdag afholdes den årlige Internationale Arbejdsmiljødag, som i år sætter fokus på coronapandemien og dens påvirkning af arbejdsmiljøet verden over.
Den danske fagbevægelse vil markere dagen med en kampagne på sociale medier, hvor danske lønmodtagere, der arbejder i sundhedsvæsenet eller i andre brancher, kan tage et billede af sig selv og dele det på Facebook med hashtagget #støtfrontlinjen og #iwmd20 (Workers Memorial Day).
25. april 2020
Delte meninger om initiativer mod smittefare fra udenlandske arbejdstagere
Der er delte meninger om regeringens syv initiativer, der skal hindre smittefaren, når udenlandske arbejdere kommer til Danmark for at arbejde på eksempelvis en byggeplads.
I fagforbundet 3F ærgrer man sig over, at italienere og polakker stadigvæk ikke skal i 14 dages karantæne, når de kommer til Danmark.
- De nye tiltag kommer ikke til at fjerne usikkerhed og utryghed blandt bygningsarbejderne, siger Palle Bisgaard, næstformand i 3F's byggegruppe til Fagbladet 3F.
Til gengæld mener Dansk Byggeri, at enventuelle restriktioner for udenlandsk arbejdskraft skal være i tråd med sundhedsfaglige vurderinger.
- Vi har brug for danske såvel som udenlandske medarbejdere i både byggebranchen og andre brancher i Danmark, og derfor er det vigtigt at understrege, at eventuelle restriktioner bliver indført proportionalt og målrettet ud fra en objektiv og tilgængelig sundhedsfaglig vurdering, siger Peter Stenholm, direktør i Dansk Byggeri.
- Regeringens initiativer sikrer, at udenlandske ansatte fortsat kan arbejde i #dkbyg. Bliver det nødvendigt med restriktioner, skal det være proportionalt og målrettet ud fra en objektiv sundhedsfaglig vurdering, sir direktør Peter Stenholm #dkbiz #dkpol https://t.co/VK61jPGVD5
— Dansk Byggeri (@DanskByggeri) April 24, 2020
23. april 2020
Nye retningslinjer påvirker ældreplejen
Hvis plejepersonalet har mere end 15 minutters ansigt-til-ansigt kontakt med ældre borgere anbefales det, at man bruger ansigtsvisir eller mundbind. Også selvom den ældre ikke er smittet eller udviser symptomer på smitte.
Det skriver Fagbladet FOA.
Det er essensen af Sundhedsstyrelsens nye opdaterede retningslinjer for personalet i hjemmeplejen. Tidligere skulle personalet kun bruge ansigtsbeskyttelse, hvis man var i kontakt med ældre, der var smittede eller under mistanke for smitte.
21. april 2020
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Advokater: Bevisbyrden om corona-arbejdsskader skal vendes om
Advokathuset Elmer Advokater foreslår, at alle anmeldelser om arbejdsskader forårsaget af covid-19 bliver anerkendt.
Det fremgår af et udspil, som de vil have politikerne og myndighederne til at forholde sig til.
Kun hvis arbejdsskademyndighederne kan bevise, at coronasmitten ikke skyldes arbejdet, skal anmeldelserne ikke anerkendes. Advokathuset vil med andre ord have, at bevisbyrden vendes om.
Arbejdsmarkedets Erhvervserstatning (AES) meddelte fredag, at sundhedspersonalet, der er i tæt borgerkontakt, ikke behøver at bevise, at coronasmitte er sket på arbejdet. Det skal dog fortsat sandsynliggøres, lyder det.
Tømrer død med coronavirus: Nåede aldrig at blive testet
Selvom Danmark har klaret sig nogenlunde igennem coronaepidemien indtil videre, er der også tragiske beretninger om danskere, der dør uventet af sygdommen.
En af dem er den 53-årige tømrer Martin Andersen, der efter 10 dages sygdom måtte kapitulere. Han døde af dobbeltsidet lungebetændelse og var smittet med covid-19.
Det skriver Fagbladet 3F.
Martin Andersen kontaktede lægen flere gange, men han blev på intet tidspunkt testet for coronavirus.
Flere af Martin Andersens kolleger havde også symptomer på den frygtede sygdom. I dag er de chokerede over kollegaens død.
- Det er ledt. Det er forfærdeligt, at en mand, der er sund og rask og ikke specielt gammel kan dø af en lungebetændelse som følge af corona. Man troede, at det kun var dem på 80 med hjerteproblemer, der kunne falde død om, siger kollegaen Bjørn Reinholdt Rudbæk til Fagbladet 3F.
20. april 2020
Forhandlinger om lønkompensation til sårbare ansatte
A4 Arbejdsmiljø erfarer, at Folketingets beskæftigelsesordførere mandag har været til møde med beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) om bl.a. lønkompensation til risikogrupper.
Her drøftede partierne, hvordan en reserve på 200 millioner kroner kan bruges, så sårbare ansatte kan sendes hjem med lønkompensation i ryggen. Det ventes, at arbejdsmarkedets parter nu skal tage del i drøftelserne.
Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Matas vil uddele gratis håndsprit til lærere og pædagoger
Skoler, børnehaver og vuggestuer er åbnet igen.
Derfor vil Matas uddele gratis håndsprit til landets lærere og pædagoger, fordi de også bliver en del af frontlinjepersonalet.
Det oplyser selskabet i en meddelelse.
Lærere og pædagoger kan frem til og med mandag den 27. april gå ned i en Matas-butik og få en flaske gratis håndsprit på 200 milliliter. Læs mere her.
17. april 2020
SF retter hård kritik mod Arbejdstilsynet
- Det er den ringeste undskyldning, jeg nogensinde har hørt.
Sådan lyder den markante udmelding fra Karsten Hønge, SF's politiske ordfører, efter, at Arbejdstilsynet har meldt ud, at de i forbindelse med tilsyn i udvalgte brancher vil forsøge at undgå kontrol indendørs. Argumentet er, at man skal beskytte sig mod smittefaren fra coronavirus.
- Det giver ingen mening, hvis de ikke tør gå ind i bygninger. Staten siger, at det er i orden, at udlændinge rejser over grænser for at arbejde her i landet. Men danske myndigheder tør ikke gå derind på grund af smittefaren. Det bidrager totalt til usikkerhed og utryghed på byggepladserne, siger Karsten Hønge til Fagbladet 3F.
Både Fagbladet 3F og A4 Arbejdsmiljø har i flere dage forgæves forsøgt at få Arbejdstilsynet til at uddybe tilsynsindsatsen under coronakrisen. Indtil videre uden held.
Foto: Lucy Nicholson/Reuters/Ritzau Scanpix
Nyt forskningsprojekt undersøger trivsel og arbejdsfællesskaber under coronakrisen
Hvordan påvirkes lederes og medarbejderes mentale sundhed og opgaveløsning under coronakrisen?
Det vil Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) forsøge at finde svar på i et nyt forskningsprojekt.
"Projektet vil både munde ud i ny viden om arbejdsfællesskabet i en ekstraordinær situation samt konkrete redskaber, som kan anvendes direkte på de danske arbejdspladser", skriver forskningscentret på sin hjemmeside.
Forskerne bag projektet søger ledere og medarbejdere fra private virksomheder, der vil være interviewpersoner.
Læs mere her.
Fire ud af 100 sundhedsansatte har haft corona
Antallet af smittede med coronavirus blandt sunhedspersonalet i Region Hovedstaden er på samme niveau som antallet af smittede i resten af befolkningen.
Det viser en omfattende screening af cirka 20.000 medarbejdere, der er blevet testet for antistoffer mod covid-19. Screeningen viser, at 4,1 procent af de testede medarbejdere har haft coronavirus.
Læs mere her.
16. april 2020
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Corona udsætter regeringens planer
Mens regeringen forventer at arbejde videre med en ny seniorpension i indeværende folketingsår, bliver både planerne om en ret til tidlig tilbagetrækning for særligt nedslidte danskere og en ny arbejdsskadereform udskudt til efter sommerferien.
Det fremgår af en justering af regeringens lovprogram.
- Dét, der var vigtigt før corona, er også vigtigt efter corona. Jeg glæder mig til, at vi kan komme videre med de politiske forhandlinger, der i en periode har været udskudt. Omend de i nogen tid endnu vil være påvirkede af, at regeringen fortsat bruger de fleste af vores kræfter på at håndtere corona-krisen. Ligesom jeg glæder mig til, at vi senere kan præsentere vores forslag til en ny ret til tidlig tilbagetrækning, siger statsminister Mette Frederiksen (S) i en pressemeddelelse.
Læs mere her.
36-årig sosu-assistent død med coronavirus
Selvom den 36-årige sosu-assistent Dennis Sørensen var sund og rask, er han nu død med coronavirus.
Den unge sosu arbejdede på Frederiksberg Hospital og Bispebjerg Hospital, hvor han kan være blevet smittet. Her arbejdede han på en afdeling for corona-patienter. Dennis Sørensen blev den 6. april testet negativ for coronavirus, men få dage efter faldt han om og blev fragtet til Hvidovre Hospital.
Det tragiske dødsfald har fået hans far, Peter Lynge Sørensen, til at advare befolkningen om at tage let på den verdensomspændende pandemi.
- Jeg synes ikke, hans død skal være forgæves. Folk tulrer rundt og tror, at fordi de er unge og raske, så er de ikke i fare, men det passer ikke, siger faderen til dagbladet B.T.
15. april 2020
Kommunal jobbank: Søger folk til at hjælpe ansatte med at holde hygiejnen
Syddjurs Kommune har besluttet at etablere en jobbank for alle, der har lyst til at hjælpe skoler og dagtilbud med at klare hverdagen, samtidig med at alle kravene til hygiejne og afstand bliver overholdt.
Det skriver TV 2 Østjylland.
- Vi kan se, at det krav, der er til antal kvadratmeter, i forhold til den afstand der skal være mellem børnene, så har vi brug for mere personale, hvis vi skal lukke yderligere op, siger Per Larsen, chef for Børn og Læring i Syddjurs Kommune.
Pædagoger i skoler risikerer at komme i klemme
Pædagoger og andre, der er i risikogruppe, kan komme i klemme.
Det skriver DR Nyheder.
I udgangspunktet skal alle pædagoger og skolelærere, der risikerer at blive alvorligt syge med corona, på arbejde. Men de kan - efter aftale med deres ledere - få lov til at arbejde hjemmefra eller blive omplaceret.
Nogle medarbejdergrupper har dog svært ved at blive omplaceret til opgaver uden kontakt med børn. Det gælder for støttepædagogen Siw Brønnum, der arbejder på en skole. Hun lider af cystisk fibrose.
Læs mere her.
14. april 2020
John Randeris/Ritzau Scanpix
Boligforhold afgør, om ansatte med smitte i hjemmet skal møde på arbejde
På et pressemøde tirsdag uddybede Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, hvordan pædagoger og skolelærere skal forholde sig, hvis eksempelvis ægtefællen er smittet med covid-19.
Medarbejdere, der bor sammen med smittede med covid-19, skal møde på arbejde, hvis det er muligt for den smittede i hjemmet at selvisolere sig fra familien.
Er det ikke muligt for den syge at selvisolere sig fra den konkrete medarbejder, skal medarbejderen efter et forsigtighedsprincip ikke møde på arbejde, lød det fra Søren Brostrøm.
Sundhedsstyrelsen er nu i dialog med KL om, hvordan man kan hjælpe familier, som ikke kan selvisolere sig i deres egen bolig eller sommerhus.
Corona-tiltag virker: Ikke flere syge kassemedarbejdere end normalt
En glædelig nyhed i coronamørket.
HK Handel får få henvendelser fra medlemmer i dagligvarebutikkerne, der er bekymrede over coronasituationen.
Noget tyder dermed på, at Sundhedsstyrelsens retninglinjer virker for dem, der sidder bag kassen i supermarkederne, skriver Fagbladet 3F.
- Det er vores opfattelse, at de fleste butikker nu overholder de sundhedsfaglige anbefalinger i forhold til at passe på medarbejderne, for eksempel ved at sætte plexiglasskærme op, give adgang til sprit og håndvask, samt bede kunder om at holde afstand, siger Henriette Bjerg Mahrt, arbejdsmiljøkonsulent i HK Handel, til Fagbladet 3F.
- Vi har et meget lavt sygefravær, der er, som det plejer at være, lyder det fra Informationsdirektør i Coop, Jens Juul Nielsen.
12. april 2020
Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Hver anden kommune er klar til at åbne
Omkring halvdelen af kommunerne er klar til at genåbne de første skoler og daginstitutioner fra onsdag 15. april.
Det oplyser Kommunernes Landsforening (KL) i en pressemeddelelse.
KL har i en rundspørge spurgt kommunerne, hvornår de forventer at kunne genåbne de første daginstitutioner og skoler. Det er der kommet svar på fra lidt mere end 80 af landets i alt 98 kommuner.
- Vi skal leve op til alle krav hos sundhedsmyndighederne, før vi åbner dørene. Det er derfor, det kommer til at tage lidt tid, siger Thomas Gyldal Petersen (S), formand for KL's børne- og undervisningsudvalg.
10. april 2020
Hver femte smittede med corona er sundhedspersonale
En femtedel af de personer, som den seneste måneds tid er blevet testet positiv for coronavirus, er sundhedspersonale.
Det er facit, efter at sundhedsmyndighederne den 11. marts åbnede for, at ansatte i sundhedsvæsnet i højere grad kunne testes for coronavirus.
Tallene stammer fra en ny rapport fra Statens Serum Institut (SSI).
8. april 2020
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Læger skal vurdere, om ansatte skal møde på job
Onsdag har der været stor forvirring om, hvorvidt børn og ansatte med sårbare personer i husstanden skal møde ind i daginstitutionerne og børnehaverne efter påske.
Men det skulle ifølge børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) være manet til jorden nu. I et interview i TV 2 Nyhederne onsdag aften sagde ministeren, at nu var der skabt klarhed over misforståelserne.
- Den melding vi har nu i fællesskab er, at det er en konkret og individuel, sundhedsfaglig vurdering som skal afgøre, om man skal møde ind i skole eller børnehave, når de åbner igen.
- Det samme gælder for medarbejderne. For dem gælder det også, at det er en konkret og individuel, sundhedsfaglig vurdering, der gælder. Vurderingerne skal bero på Sundhedsstyrelsens retningslinjer, og læger er i forvejen vant til at tackle retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen, lød det fra Pernille Rosenkrantz-Theil og slog fast:
- Det er dem (lægerne, red.), der skal komme med en vurdering af ens egen og ens familiesituation i forhold til, om det er forsvarligt at møde ind på arbejde, hvis man er medarbejder, eller skole og børnehave, hvis man er barn.
Tidligere lød det på regeringens egen hjemmeside, at børn og ansatte med familie i husstanden, der er i risikogruppen, ikke forventes at møde op ved genåbningen. Mens det på Sundhedsstyrelsens hjemmeside, coronasmitte.dk, fremgik det modsatte.
Personer i risikogruppen vurderes af Sundhedsstyrelsen til at være ældre over 65 år, personer med kronisk sygdom eller nedsat immunforsvar og gravide.
Minister: Vi opfinder asfalten, mens vi kører
Hvorvidt ansatte med udsatte pårørende i hjemmet skal holde sig hjemme, når skoler og daginstitutioner åbner efter påske, har skabt forvirring.
Tidligere lød det på regeringens egen hjemmeside, at børn og ansatte med familie i husstanden, som er i risikogruppen, ikke forventes at møde op ved genåbning. Mens der på myndighedernes hjemmeside, coronasmitte.dk, fremgår det modsatte.
(..) Men vi opfinder asfalten, mens vi kører. Sundhedsstyrelsens retningslinjer kom i går, og alle de spørgsmål, der ligger under dem, herunder spørgsmålet om risikogrupper, vil vi tage stilling til løbende, sagde Pernille Rosenkrantz-Theil på et pressemøde onsdag.
SF's Jacob Mark har efterspurgt klare linjer:
Man erkender på pressemøde, at der ikke klarhed over om børn og ansatte forventes at møde, hvis de har nær familie, som er i risikogruppen. På Politiets hjemmeside står der én ting og på Sundhedsstyrelsens side en anden. På regeringens side står der ikke længere noget #dkpol
— Jacob Mark (@jacobmark_sf) April 8, 2020
Privatansatte skal have skæve arbejdstider
Kontoransatte på private arbejdspladser kan, hvis de følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger, igen møde ind på jobbet.
Arbejdstilsynet og sundhedsmyndighederne har i den forbindelse udsendt en række retningslinjer, man bør følge.
De handler bl.a. om to meters afstand til nærmeste kollega, skæve arbejdstider og at undgå frokost i kantinen.
Læs mere her.
Fagforbund: Anmeld corona-smitte som arbejdsskade
Både 3F og Dansk Sygeplejeråd anbefaler sine medlemmer at anmelde det som en arbejdsskade, hvis de bliver syge af coronavirus. Det skriver Fagbladet 3F.
"Bliver du smittet med Covid-19, og arbejder du med Covid-19 patienter, kan smitte efter en konkret vurdering godt være en arbejdsskade. Og den skal anmeldes.”
Sådan skriver Dansk Sygeplejeråd (DSR) i en pressemeddelelse. Anbefalingen peger på, at anmeldelserne bør sendes ud fra et forsigtighedsprincip, da man ikke ved, om smitten kan give varige mén på længere sigt.
Allerede i marts meldte Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), som behandler arbejdsskadesager, dog ud, at smitte med Covid-19 som udgangspunkt ikke er en arbejdsskade.
Det skyldes, at der er en ”betydelig risiko” for at blive smittet udenfor arbejdet.
AES påpeger dog at sundhedspersonale, der til dagligt er udsat for en særlig risiko i forbindelse med sit arbejde, kan få anerkendt smitten som en arbejdsskade.
Hovedkasserer i 3F og politisk ansvarlig for 3F’s arbejdsmiljøpolitiske arbejde, Ulla Sørensen, er enig i, at man bør anmelde Covid-19-smitte som en arbejdsskade, hvis man mistænker, at smitten kommer fra sit arbejde.
- Men det er vanskeligt at finde ud af, hvor man er blevet smittet. Det kan være et problem for behandlingen af sagen, siger hun.
7. april 2020
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Retningslinjer til skoler og børnehaver: Håndvask hver anden time
For at mindske smitten med coronavirus skal landets skoler og daginstitutioner følge detaljerede vejledninger fra Sundhedsstyrelsen, når de genåbner efter påske.
Vejldningerne byder bl.a. på håndvask hver anden time, to meters afstand til hinanden og legetøj, der skal vaskes mindst to gange dagligt.
Du kan læse vejledningerne fo daginstitutioner og folkeskolens mindste klasser her.
4. april 2020
Nødplan i Stockholm: Ansatte får en 48 timers arbejdsuge
I Sveriges hovedstad, Stockholm, er man for alvor begyndt at mærke konsekvenserne af coronaepidemien, hvor der dagligt bliver registreret mange nye smittetilfælde og dødsfald.
Det har skabt et stort pres på hospitalerne i Stockholm, og derfor har regionsrådet i byen nu aktiviteret en kriseaftale, som betyder, at sundhedspersonale på intensivafdelinger får højere løn og en arbejdsuge på op til 48 timer.
Læs mere her.
3. april 2020
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Brostrøm vil opdatere retningslinjer for brug af værnemidler
Dansk Sygeplejeråd, FOA og Lægeforeningen er bekymrede for smitterisikoen hos ansatte i sundheds- og ældresektoren. De vil derfor have ændret sundhedsmyndighedernes retningslinjer for, hvornår der skal bruges værnemidler.
På et pressemøde fredag, hvor også Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm deltog, appellerede de tre parter til at ændre proceduren for brug af mundbind og andre værnemidler.
Søren Brostrøm sagde på pressemødet, at han forstår bekymringerne, og at han i næste uge vil opdatere retningslinjerne.
- Af forsigtighedshensyn er vi nødt til at kigge på retningslinjerne igen. Jeg har sagt det mange gange de seneste to uger, og jeg håber, at vi er nået dertil, hvor der bliver gjort noget ved det.
- Det kan ikke være meningen, de skal gå på arbejde med ondt i maven, og derfor skal vi gøre noget ved de her ting, sagde Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd på pressemødet.
Her deltog også FOA's sektorformand, Torben Hollmann, der var med på en videoforbindelse.
Pointe fra pressebriefing med @SSTSundhed: vi skal sikre der er værnemidler nok og de bruges rigtigt. Tak til @SSTbrostrom for at lytte, samt at gå hjem og tjekke op på retningslinjerne #COVID19dk #dkpol #sundpol @tv2newsdk pic.twitter.com/JHIiOMuLUk
— Torben K. Hollmann (@TKHollmann) April 3, 2020
Medie: Regeringen overvejer at sætte udenlandsk arbejdskraft i karantæne
Muligheden for at sende udenlandsk arbejdskraft i coronakarantæne, når de ankommer til Danmark for at arbejde, kan snart blive til virkelighed.
Ifølge Fagbladet 3F's oplysninger vil regeringen og Folketingets partier inden påske sætte sig sammen og se på, om der kan skrues en karantænemodel sammen for arbejdstagere fra eksempelvis Polen og Italien.
Læs mere her.
2. april 2020
Falck vil tjekke om 5000 medarbejdere har haft corona
Falck vil tjekke, hvor mange medarbejdere der har været smittet med coronavirus.
Det skriver Jyllands-Posten.
Målet er at teste ansatte for antistoffer, der viser sig i blodet, hvis man har haft coronavirus.
- Vi undersøger muligheden for, at om vi i en dansk sammenhæng kunne teste meget jævnligt, måske hver 14. dag.
- Det kunne for eksempel være 5000 Falck-ansatte fordelt i hele Danmark, siger Jakob Riis, administrerende direktør i Falck, til avisen.
Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix
1. april 2020
Arbejdstilsynet: Ingen corona-tilsyn
Ansatte på landets byggepladser må se langt efter tilsynsførende fra Arbejdstilsynet i disse coronatider. Og det er selvom historier om frygt for coronasmitte på byggepladserne, gang på gang dukker op i medierne.
Tilsynet har suspenderet alle almindelige kontrolbesøg under coronakrisen, og det betyder, at de kun rykker ud ved klager og alvorlige ulykker. Det undrer både fagforbundet 3F og en række forskere, skriver Fagbladet 3F.
- Når Arbejdstilsynet ikke kontrollerer, kan det også koste liv og folks førlighed. Så for mig virker det mærkeligt, siger Jens Arnholtz, arbejdsmarkedsforsker fra FAOS på Københavns Universitet.
Læs hele historien her.
114 medarbejdere smittet med coronavirus
114 medarbejdere i Region Hovedstaden er smittet med coronavirus.
Det skriver DR Nyheder.
Tallet er fra den 29. marts, og der er kun tale om medarbejdere, der er bekræftet smittet med virusset.
Ifølge Statens Serum Institut var der på samme tidspunkt i alt 1214 personer i Region Hovedstaden, som havde været smittet med coronavirus.
Regionen oplyser, at de smittede primært er ansatte på hospitaler, men vil ikke gå i detaljer med yderligere oplysninger om de syge.
31. marts 2020
Foto: Casper Christoffersen/Ritzau Scanpix/modelfoto
9 råd til at undgå smittefrygt på jobbet
Fagbladet FOA har i samarbejde med Sundhedsstyrelsen udarbejdet 9 råd til, hvordan man undgår frygten for at smitte eller blive smittet med coronavirus på jobbet.
Et af rådene handler om, at man ikke skal bebrejde sig selv, hvis man bliver smittet. Et andet går på, at man skal turde tale om frygten med kolleger og tillidsvalgte. Læs alle 9 råd her.
Arbejdslivet efter påske
Muligheden for at genåbne Danmark efter påske er til stede, lød det mandag fra statsminister Mette Frederiksen (S). Men arbejdslivet vil ikke være som det plejer, når vi er tilbage, formanede statsministeren også.
Forskudte arbejdstider, nye rutiner på jobbet og færre danskere i myldretidstrafikken kan blive til virkelighed i det første stykke tid, når Danmark er genåbnet.
Den virkelighed har grossistvirksomheden Hørkram i Hørning allerede taget forskud på. Her har de bl.a. indført restriktioner i kantinen, så de undgår, at ansatte samles på samme tid.
- Når vi for eksempel skal spise, må vi maksimalt sidde tre ved et bord, og vi holder pause forskudt, så vi maksimalt er 10 i kantinen ad gangen. Vi får portionsanrettet mad, og der er sprit og desinficerende sæbe alle steder, siger lagerarbejder Diana Larsen til Fagbladet 3F.
30. marts 2020
Claus Bech/Ritzau Scanpix
200 læger og sygeplejersker skal testes for Corona
Nordsjællands Hospital begynder som det første sted i landet at teste personale for, om de har dannet antistoffer efter coronasmitte.
Det gælder i første omgang 200 læger, sygeplejersker og andet hospitalspersonale.
Ved hjælp af blodprøver fra medarbejderne kan man danne sig et overblik over, hvor mange ansatte der har haft sygdommen uden at vide det. Læs mere her.
Vejldning skal forhindre coronasmitte i byggebranchen
Frygt for at blive smittet med coronavirus har fyldt en del for ansatte i byggeriet i den senere tid.
Derfor er Branchefællesskabet for Arbejdsmiljø (BFA) i bygge- og anlægsbranchen nu gået sammen om at lave vejledningsmateriale om coronavirus.
- Vejledningen slår fast, at det er muligt for bygge- og anlægsvirksomhederne at holde hjulene i gang samtidig med, at man forhindrer smitte med coronavirus. Vi står i en helt usædvanlig situation, lyder det fra Mette Møller Nielsen, arbejdsmiljøchef i Dansk Byggeri.
Både Fagbladet 3F og A4 Arbejdsmiljø har i den senere tid kunne fortælle, hvordan håndværkere i byggeriet oplever, at der ikke bliver taget nok hånd om sikkerheden i forbindelse med COVID-19.
Forebyg smitte fra Corona-virus på bygge- og anlægspladser og ved byggeopgaver i private hjem - https://t.co/nQJLGzE6lS pic.twitter.com/OqnjMfr8gU
— BFA Bygge og Anlæg (@BFAbygge) March 29, 2020
Betjente i fængsler efterlyser test af syge kolleger
Fængselsforbundet efterlyser flere test af ansatte i landets fængsler og arresthuse, hvor 50 ansatte er sygemeldte og skønnes at have symptomer på COVID-19.
Krimanlforsorgen arbejder på en at finde en løsning, så flere fængselsbetjente kan blive testet.
- Kriminalforsorgen arbejder i øjeblikket på at finde en løsning, hvor medarbejdere i et vist omfang kan blive testet, hvis de udviser tegn på at være smittet med coronavirus, skriver Kriminalforsorgen.
Hvornår testene er en realitet, er foreløbig uvist. Læs mere her.
27. marts 2020
Foto: Niels Chr. Vilmann/Ritzau Scanpix
Minister: Fuldstændig vanvittige uger
Det er lidt af en opgave, regeringen er på i disse uger, hvor den forsøger at afbøde de negative konsekvenser, coronakrisen medfører - sundhedsmæssige såvel som økonomiske.
De økonomiske udfordringer er blandt andre landet på erhvervsminister Simon Kollerups (S) bord.
I et interview med TV 2 Nord fortæller den 33-årige minister, at coronakrisen har påvirket ham personligt.
- Det har været fuldstændige vanvittige uger. Det har virkelig været i døgndrift. Jeg har haft nætter, hvor jeg har drømt om, hvad for nogle tiltag vi skal lave i morgen, siger Simon Kollerup og konstaterer:
- Jeg er spændt på, om der kommer en efterreaktion, når det er ovre.
Offentligt ansatte skal holde fri under coronakrise
Der skal ikke være for meget ferie eller afspadsering, som skal afvikles på den anden side af coronakrisen.
Derfor er regeringen og det offentlige arbejdsmarkeds parter blevet enige om en aftale, der skal forhindre netop det.
Aftalen betyder blandt andet, at offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner, skal holde op til fem dage fri i hjemsendelsesperioden, der er kommet i kølvandet på coronaudbruddet.
Minister afviser ikke stramninger om udenlandsk arbejdskraft
Mens danskere, der kommer hjem fra udlandet, skal gå direkte i to ugers karantæne, kan udenlandsk arbejdskraft, vade ind på en byggeplads i Danmark uden at få foretaget en coronatest eller gå i karantæne.
Det er problematisk, mener SF og Dansk Folkeparti, der mener, at det er et hul i loven, der bør lukkes. Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) afviser ikke, at der kan gøres noget og har derfor indkaldt arbejdsmarkedets parter og sine ministerkolleger til en drøftelse.
- Vi lytter til forslagene, og grundlæggende afviser vi ikke at stramme kontrol med ind- og udrejse yderligere, men der er flere hensyn at tage, siger han til DR.
26. marts 2020
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
16 paller værnemidler klar til brug
Region Midtjylland har modtaget 16 paller med ansigtsmasker og beskyttelsesdragter til ansatte i sundhedsvæsenet.
Værnemidlerne skal fordeles mellem landets 98 kommuner og fem regioner. De er en donation fra kinesiske Jack Ma Foundation, som den kinesiske handelsvirksomhed Alibaba står bag.
- Vi takker for hjælpen fra Kina. Donationen hjælper os med at holde høj sikkerhed for vores ansatte, lyder det fra regionrådsformand Anders Kühnau (S).
COVID19: På vegne af landets regioner og kommuner har Region Midtjyllands centrale lager i Østjylland netop taget imod 16 paller med ansigtsmasker og beskyttelsesdragter. Læs mere her: https://t.co/AIzM2Dx1Ke #sundpol #dkpol #covid19dk @regionerne @AndersKuhnau pic.twitter.com/WCM2nYoWvN
— Region Midtjylland (@Region_Midt) March 26, 2020
Værnepligtige spærret inde på 11. døgn
75 værnepligtige i Beredskabsstyrelsen i Thisted har været lukket inde på en kaserne i 11 døgn. De værnepligtige skal være raske, hvis der skulle blive brug for dem.
En hård tilværelse at være lukket inde, lyder det fra en værnepligtig, som TV MIDTVEST har talt med.
Onsdag kom det frem, at en soldat og en befalingsmand er blevet testet positiv for coronavirus. De har været isoleret på Høvelte Kaserne og Livgardens Kaserne i knap to uger.
Ansatte går grædende hjem - overfuses af borgere
Folks frustrationer over coronavirussen går nu ud over butiksansatte, der må gå grædende hjem fra arbejde.
Det fortæller skohandler og folketingsmedlem for De Konservative, Niels Flemming Hansen, til Vejle Amts Folkeblad.
Ansatte i butikker i Vejles gågade, der fortsat holder åbent, er blevet overfuset af borgere, der er utilfredse, at forretningerne ikke er lukket ned.
- Jeg har modtaget henvendelser fra medarbejdere i detailhandelen, som er blevet overfuset af kunder og er gået grædende hjem, fordi nogle forbrugere ikke mener, det er forsvarligt, at de holder åbent. Men det kan simpelthen ikke være medarbejderne eller ejernes skyld, og det skal ikke gå ud over dem, siger Niels Flemming Hansen til den lokale avis.
25. marts 2020
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Brostrøms råd om mental sundhed
Sundhedsstyrelsen har præsenteret en række råd til, hvordan man kan opretholde sin mentale sundhed under coronakrisen, hvor dårlige nyheder står i kø.
De handler blandt andet om, at man bør skabe struktur i hverdagen, holde sig fysisk aktiv, fastholde kontakten til kolleger og familie og gå en tur for at få bekymringerne på afstand. Læs mere her.
Danske giganter omstiller produktionen
Corona-test og værnemidler er som bekendt en stor mangelvare i hele verden, og også i Danmark. Derfor har flere store danske virksomheder meldt ud, at de vil omstille deres produktion og begynde at producere håndsprit, testkit, mundbind og visirer.
Bl.a. har Novo Nordisk, Carlsberg, Grundfos og Lego sat deres produktionsapparater til rådgighed, så der kan produceres værnemidler til ansatte i sundheds- og ældresektoren. Læs mere her.
Kritik af fyresedler til 38 vognmænd
I Vejle Kommune har man valgt at fyre 38 vognmænd, der kører børn i skole og til fritidsaktiviteter. På grund af skolelukningerne, er der ikke meget at lave for chaufførerne, der nu er på dagpenge.
Men den kommunale beslutning om at fyre vognmændene fører nu til kritik fra vognmandsselskabets medejer, Benny Petersen.
Han mener, at Vejle Kommune burde have gjort det samme, som man har gjort i Aarhus Kommune, hvor den østjyske kommune har givet deres chauffører lønkompensation frem for fyresedler. Læs mere her.
24. marts 2020
Statsministeren deler beretning fra akutsygeplejerske
På Facebook har statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag aften delt en tekst fra akutsygeplejersken Christina.
Sygeplejersken fortæller, at i disse corona-tider er alle normale arbejdsgange, kassestrukturer og retningslinjer i arbejdet næsten væk. Læs opslaget her:
Jeg vil meget gerne høre jeres historier fra den nye virkelighed, vi alle står i. Og så vil jeg løbende dele nogle af...
Slået op af Mette Frederiksen i Tirsdag den 24. marts 2020
Utryghed blandt gravide ansatte
Gravide hospitalsansatte er frustrerede over, at de skal gå arbejde, når de anses for at være særligt udsatte, hvis de skulle blive smittet med coronavirus.
Ifølge Sundhedsstyrelsens anbefalinger skal gravide i sundhedssektoren ikke nødvendigvis hjemsendes.
Både Dansk Sygeplejeråd og Jordemoderforeningen får henvendelser fra gravide medlemmer, der ikke føler, at der bliver taget tilstrækkeligt hensyn til dem. Læs mere her.
Rumænske gulvlæggere skaber corona-frygt i lufthavnen
Danske håndværkere, der netop udfører arbejde i Københavns Lufthavn, er utrygge ved, at de i sidste uge fik fem nye rumænske kolleger.
Ifølge Ekstra Bladet ankom rumænerne til byggepladsen uden varsel fra byggeledelsen, og efter grænsen blev lukket for at forhindre coronasmitte. De østeuropæiske håndværkere skal anlægge terrazzogulv i lufthavnen.
- Sådan som myndighederne taler om coronasmitten, er vi alle klar over, at det er alvor, og så kan jeg godt forstå, at det skaber utryghed, når der pludselig kommer folk, som man ved, har været i udlandet, siger Henrik Juul Rasmussen fra Blik- og Rørarbejderforbundet i København.
Kæmpe corona-donation til Danmark
500.000 masker. 50.000 testinstrumenter. 5000 beskyttelsesdragter.
Det er, hvad den kinesiske rigmand Jack Ma mandag har doneret af værnemidler til Danmark. Dansk Erhverv har formidlet kontakten til Jack Ma, der er medskaber af det multinationale teknologiske firma Alibaba Group.
Lægemiddelstyrelsen har bekræftet til TV 2, at donationen er modtaget.
23. marts 2020
Regioner tester igen
Forleden besluttede sundhedsmyndighederne, at det skal være muligt for ansatte i sundheds- og ældresektoren at blive testet for coronasmitte selv ved lette og moderate symptomer. Selvom flere regioner i weekenden meddelte, at de var løbet tør for testudstyr, har Region Syddanmark nu besluttet, at de igen er klar til at teste personalet.
Lagner brugt som mundbind
Værnemidler er ligeledes ved at blive en mangelvare. I Danske Diakonhjem, der driver plejecentre landet over, har man lavet en aftale med en kinesisk samarbejdspartner om at levere 50.000 mundbind til plejepersonalet.
Danske Diakonhjem er klar til at dele leverancen med andre. Desperationen i Danske Diakonhjem over manglende mundbind har været så stor, at man har lavet mundbind ud af lagner.
På syddanske sygehus har man ligeledes været kreative ved at benytte fyrværkeribriller i stedet for visir.
Manglende udstyr har nu fået 43 danske virksomheder til at igangsætte en produktion af værnemidler.
Tidligere minister: Alle bør gå med mundbind
Den tidligere Venstre-minister Britta Schall Holberg blander sig også i debatten om værnemidler og mener, at alle hjemmeplejere bør gå med mundbind. Hun undrer sig over, at der ikke bliver taget flere forholdsregler for de mest syge borgere.
- Jeg har stor medfølelse med de hjemmeplejere, der er mere udsatte end nogle andre. Vi andre er så afhængige af, at de ikke smitter patienterne og sig selv og deres familie. Hjemmeplejen er jo noget af det mest vitale og mest udsatte i det danske samfund nu, siger Britta Schall Holberg i et interview med Fyens.dk.
Videomøder er fremtiden
Coronakrisen har vist, at teknologien gør det muligt at koordinere og samarbejde, selvom man ikke fysisk er sammen med kollegerne.
Den opdagelse har man gjort sig i virksomheden ACO Funki fra Herning. Vi vil se flere videomøder i fremtiden, lyder det fra direktør og forsker.
---
Sundhedsstyrelsens retningslinjer til forskellige faggrupper og brancher i forbindelse med COVID-19.