Henrik W. Petersen: Kampen mod social dumping står i stampe - hvor er Folketinget?

Henrik_W_Petersen_Forbundsformand_Blik_og_Roerarbejderforbundet_Pressefoto_Jonas_Kroener_Blik_og_Roer_Tre_to_1920_px
Arkivfoto. Foto: Jonas Krøner, Blik & Rør
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Læs A4 Mediers regler for og krav til debatindlæg her. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].
Først når kontrollen er mere effektiv og straffen hård, kommer vi arbejdskriminaliteten til livs. I dag indregnes de latterligt lave bøder bare i tilbuddene, skriver forbundsformand Henrik W. Petersen i dette debatindlæg. Han kræver, at Folketinget kommer på banen.

SÅ BLEV DET TIL ET RUNGENDE JA til overenskomsterne. Det er der også god grund til. Der er tale om rigtigt gode lønstigninger og væsentlige forbedringer i forhold til at skabe bedre balance mellem arbejds- og familieliv. 

I det hele taget er der ikke meget, vi ikke kan løse i vores overenskomster, hvis vi har viljen til det. For eksempel giver fritvalgskontoen i dag en bred vifte af muligheder for at tilrettelægge et arbejdsliv, der passer til ens livssituation.

Først når kontrollen er mere effektiv og straffen hård, kommer vi arbejdskriminaliteten til livs. I dag indregnes de latterligt lave bøder bare i tilbuddene
Henrik W. Petersen, formand for Blik og Rørarbejderforbundet

Der er dog et forhold, hvor jeg tror, at det er svært for os at komme meget videre. Det er social dumping. Løndumping skal vi nok tage os af. Her er vejen frem at indgå flere af vores gode overenskomster. 

MEN PLAT OG SVINDEL med moms og skat, grove og bevist overtrædelser af arbejdsmiljøloven og mishandling af udenlandsk arbejdskraft, er en myndighedsopgave. På mange danske byggepladser og dele af servicebranchen er vi for længst gået fra social dumping og over i rå arbejdskriminalitet.

LÆS OGSÅ: Ny politisk aftale om social dumping får mange roser, men især ét punkt kritiseres

I takt med, at samfundet har slået hårdt til ved at skærpe straffen på andre områder som for eksempel narko og berigelseskriminalitet, er der mange, der ser sig om efter nye områder, hvor man kan tjene hurtige penge uden om fællesskabet. Vi har set det i Den sorte svane, og vi oplever det dagligt over hele landet. 

Men vi kender opskriften: Mere kontrol og hårdere straffe. Møder man ikke op til sikkerhedsmøder på en arbejdsplads, skal man have en bøde, man kan mærke. Og gør man det tre gange, skal man smides ud af byggepladsen. Fusker man med moms og skat, skal man i fængsel. Punktum. Først når kontrollen er mere effektiv og straffen hård, kommer vi arbejdskriminaliteten til livs. I dag indregnes de latterligt lave bøder bare i tilbuddene.

DER ER MEGET PÅ SPIL. Det handler om både danske og udenlandske kollegaers arbejdsliv. Men det handler om mere end det. Det handler om vores samfundskontrakt. I Danmark har vi heldigvis ikke tilstande generelt i samfundet, hvor bander stortrives og spreder frygt. Det har vi ikke, fordi vores politikere har sikret en effektiv indsats mod den hårdere kriminalitet og bekæmpet parallelsamfund.

Hvis politikerne – som de har tilkendegivet – vil have endnu mere udenlandsk arbejdskraft, skal der ryddes op først. Ellers vil man tabe befolkningens opbakning
Henrik W. Petersen, formand for Blik og Rørarbejderforbundet

Men nu handler det faktisk om, at vi ikke skal have kriminelle tilstande på for eksempel vores byggepladser. Opbakningen – og vores fælles tillid til hinanden – er på spil. Og hvis politikerne – som de har tilkendegivet – vil have endnu mere udenlandsk arbejdskraft, skal der ryddes op først. Ellers vil man tabe befolkningens opbakning. 

Kære Folketing: Det er nu I skal handle. Mere kontrol og op med straffen for arbejdskriminalitet.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].
GDPR