Socialrådgivere: Industrien tager vigtigt første skridt, men vi får et stort problem, hvis ikke ligestilling bliver prioriteret, når det offentlige skal forhandle

Inden overenskomstforhandlingerne gik i gang, kunne man høre Claus Jensen, formand for Dansk Metal, udtale: ”Hvis du står og betjener en stor CNC-maskine ude på en virksomhed, så er den ret bøvlet at få slæbet hjem i den treværelses, hvis du gerne vil arbejde hjemme”.
Det har han fuldstændig ret i, og artiklen viser tydeligt, at der er brug for mere fleksibilitet - også i de såkaldte mandsdominerede fag.
Derfor mener vi ikke, at det er overraskende, at en stor andel af de ønsker, forbundene har fået ind fra deres medlemmer, handler om fleksibilitet eller at ”yngre medlemmer har en mere "anno 2025-tilgang".
Overenskomsten endte ikke med lige så meget fleksibilitet, som de gik til forhandlingsbordet med, men industrien har alligevel med deres gennembrudsforlig vist, hvad der er muligt, når arbejdsmarkedets parter står sammen.
LÆS OGSÅ: Socialrådgivere: Arbejdsmiljøet kalder på en stærkere familiepolitik - Hvor er FH?
For aftalen tager højde for nogle af de udfordringer, mange familier oplever i dag, og skaber rammer, der giver travle familier bedre mulighed for at få hverdagen til at hænge sammen. Nye tiltag som ekstra barsel, ret til barnets tredje sygedag og omsorgsdage for bedsteforældre viser, hvordan vi kan omfavne det moderne arbejdsliv.
Det er imponerende at se industrien tage dette ansvar, men det bør ikke stoppe her. Gennembrudsforliget minder os om, at resten af arbejdsmarkedet, herunder de offentlige overenskomster, også har brug for løsninger, der balancerer arbejdsliv, familieliv og økonomisk sikkerhed. Især i fag som socialrådgivere, sygeplejersker, pædagoger og andre omsorgsfag, hvor vi stadig kæmper for en løn, der matcher vores ansvar, er dette en nødvendig diskussion.
Fritvalgskonto: En kortsigtet løsning?
Selvom aftalen om at hæve fritvalgskontoen kan give øget fleksibilitet her og nu, er det vigtigt at overveje de langsigtede konsekvenser. Mange, især i kvindedominerede fag, bruger fritvalgsmidlerne til at gå ned i tid for at få hverdagen til at hænge sammen, eller som en midlertidig økonomisk hjælp i en presset hverdag. Smør og bleer koster stadig mange penge.
Men denne lettelse sker ofte på bekostning af pensionen, og det kan blive et alvorligt problem i fremtiden for de mennesker som benytter sig af frit valg.
Det bliver lidt som at “tisse i bukserne for at holde varmen” for de fag, hvor lønnen i forvejen er lav, og hvor kvinder udgør flertallet. Den kortsigtede fleksibilitet svækker langsigtet økonomisk sikkerhed. Derfor er det ikke nok at tilbyde lappeløsninger. Vi har brug for en samlet strategi, der sikrer, at alle kan balancere arbejdsliv og familieliv uden at betale prisen på deres pension.
Ligestilling skal prioriteres højere
Industrien har taget et vigtigt skridt, men vi mangler stadig, at de offentlige overenskomster følger med. I kvindedominerede fag er ligestillingsproblematikker ofte skjult i de strukturer, der holder lønnen nede og pensionsopsparingen lav. Derfor har vi brug for overenskomster, der tager højde for disse særlige udfordringer og skaber en reel ligestillingsprofil.
Ligestillingsagendaen skal sikre, at kvinder i omsorgsfagene ikke tvinges til at vælge mellem tid til familien og økonomisk sikkerhed. Det kræver politisk mod og en samlet indsats fra arbejdsmarkedets parter – og ikke mindst en fagbevægelse, der tør prioritere ligestilling højt i forhandlingerne.
Gennembrudsforliget er en opfordring til hele arbejdsmarkedet – og især til de offentlige sektorer – om at tage ansvar. Danskerne ønsker tid til familieliv, frihed til at være hele mennesker og få løn som fortjent.
Disse værdier skal gælde for alle – uanset om man arbejder på en fabrik eller som sygeplejerske. Det vil aldrig blive en mulighed at slæbe en maskine hjem i privaten, men både den private og offentlige sektor skal vænne sig til, at kravene om ligestilling og fleksibilitet bliver en realitet. Den realitet kræver en stærk og ambitiøs familiepolitik, der binder os sammen på tværs af sektorer og sikrer en bæredygtig fremtid for alle.