Ditte Brøndum: Stressramte danskere oplever ikke, at fagbevægelsen kommer dem til undsætning

Det problem, danskerne allerhelst vil have deres fagforenings hjælp til, er et bedre arbejdsmiljø.

Alt for mange danskere bliver stressramte af deres arbejde, men de oplever ikke, at fagbevægelsen kommer dem til undsætning, når der for alvor er problemer med det psykiske arbejdsmiljø. Når problemerne opstår, er det typisk Arbejdstilsynet, de ringer til.

Og her er der et centralt problem: Arbejdstilsynet i praksis har svært ved at skabe reelle forbedringer i forhold til det psykiske arbejdsmiljø. Arbejdstilsynet har ganske vist udviklet deres tilsynspraksis og fået bedre redskaber med bekendtgørelsen om psykisk arbejdsmiljø. Men når de har været på tilsyn, er det stadig parterne på arbejdspladsen, der skal løse problemerne.

Jeg mener, det er nødt til at kalde på nye løsninger, og at vi som fagbevægelse er nødt til at kaste os ud i at overtage tilsynsforpligtelsen med det psykiske arbejdsmiljø.

Et begrænset mandat

En af de store udfordringer er, at Arbejdstilsynet kun må blande sig i en del af det psykiske arbejdsmiljø.

I 1998 slog Metodeudvalget fast, at man kan opdele problemerne i to grupper. Den ene omfatter blandt andet problemer med baggrund i ledelsens overordnede beslutninger og samspillet mellem ledelsen og de ansatte, mens den anden gruppe blandt andet omfattede problemer med udspring i selve arbejdsprocessen, dens metoder og/eller fysiske rammer.

Arbejdstilsynet kan i princippet spørge om alt, men må kun gå ind i sager fra sidstnævnte gruppe. Men problemer med det psykiske arbejdsmiljø begrænser sig selvsagt ikke til at passe i den kasse. Og vi kan se, at der slet ikke er sammenhæng mellem, hvor høj en andel af befolkningen, som oplever store psykiske belastninger på arbejdet.

Fagbevægelsen har ikke de samme begrænsninger.

I arbejdet med overenskomsterne er vi inde og forhandle om hele paletten. Det betyder ikke, at vi som fagbevægelse kan løse alt. Men vi ved, at den danske model med aftalebaserede løsninger skaber et sundere og mere konkurrencedygtigt arbejdsmarked end lande med ren lovregulering.

Ser vi på arbejdsmiljøet, som er lovreguleret, står det også langt svagere end de dele af arbejdsmarkedet, hvor vi har stærke overenskomster og repræsentanter, der kan sikre, at aftalerne bliver til virkelighed i hverdagen.

Vejen frem er kapacitetsopbygning

For at fagbevægelsen skal lykkes med denne opgave, kræver det et massivt løft af fagforeningerne herunder uddannelsen af tillidsfolk. Vi ved, at tillidsrepræsentanternes styrke kommer af
den enorme støtte og kærlighed, vi i fagforeningerne kaster efter dem.

Derfor er det heller ikke realistisk at løse opgaven for de midler, Arbejdstilsynet har i dag. Det vil kræve en politisk saltvandsindsprøjtning. Til gengæld får politikerne de store kvaliteter ved den danske model ind på et område, hvor de i dag er temmelig langt fra at kunne se danskerne i øjnene.

Det vil kræve en kapacitetsopbygning både i de enkelte forbund, men også en stærk hovedorganisation, der kan hjælpe især de små fagforeninger - men også i det hele taget understøtte i de komplekse sager og være med til at udvikle en ny praksis.

Hvis dette lykkes, vil vi i fremtiden se, at de tillidsvalgte og ledelsen har stærkere redskaber til at løse de psykiske arbejdsmiljøproblemer. Og at de tillidsvalgte har det es i ærmet, at de kan løfte de sager, hvor ledelsen ikke er villige til at passe tilstrækkeligt på medarbejdernes sundhed i et fagretsligt system.

I stedet for, at der, som i dag, er en tilsynsmyndighed, man kan være heldig, kommer forbi på et eller to besøg, hvis de ellers har tid, vil fagforeningerne, i det nye system, konstant have kompetente folk på
arbejdspladserne, som kan understøtte et sundt og godt arbejdsmiljø.

Kan vi lykkes?

Det kan virke grænseoverskridende at skulle påtage sig denne opgave. For hvad hvis vi fejler?

Alternativet er det, vi ser i dag: Tilslutningen til fagbevægelsen falder og falder. Blandt andet fordi danskerne ikke oplever, at vi løser de problemer, som fylder mest for dem. Og at alt for mange danskere bliver alvorligt stressramte af deres arbejde.

Der findes allerede fagforeninger, der er gået den vej – så det er ikke helt ubetrådt land. Og nogle oplagte første skridt er at lave flere forsøg og lære af de erfaringer, der kommer ud af det.