Ambulancereddere varsler masseflugt i hovedstaden
En del ambulancereddere i Region Hovedstaden har planer om at droppe jobbet.
Det viser en rundspørge, DR har fået aktindsigt i, som Hovedstadens Beredskab har gennemført blandt nuværende medarbejdere.
LÆS OGSÅ: Medarbejdere har fået nok: Fortæller om hjerteskærende oplevelser i ambulancer og på vagtcentral
Fra 1. februar 2023 overtager Falck og Region Hovedstaden driften af ambulancerne i de to områder af regionen, hvor Hovedstadens Beredskab indtil nu har kørt ambulancerne. Det sker efter Hovedstadens Beredskab i sommer tabte et udbud om ambulancedriften.
Og det har altså fået virksomhedens medarbejdere til at overveje deres fremtid. Når kontrakten udløber i januar 2023 har over 150 medarbejdere i Hovedstadens Beredskab planer om at stoppe, viser den interne rundspørge.
En af dem, der har planer om at sige stop, er Martin Matzen, der er uddannet paramediciner og til dagligt kører ambulance i Hovedstadens Beredskab, hvor han også er tillidsmand på brandstationen på Vesterbro i København. Han har været ansat i over ti år, men siger til DR, at den øgede belastning har taget hårdt på både ham og hans familie.
- Vi har en oplevelse af, at der gennem de sidste ti år har været et kontinuerligt fokus på at presse så meget ud af os som muligt, siger han til DR.
Også kollegaen Christian Rasmussen oplever det daglige pres. Han fortæller om at blive ringet op om den næste tur, allerede inden den forrige patient er afleveret.
Begge reddere oplever ofte at blive sendt ud til patienter, der ikke har brug for en ambulance. De mener, at en skarpere prioritering af turene fra Akutberedskabet, ville gøre en stor forskel i det daglige.
HR direktør i Region Hovedstaden Kirstine Vestergaard Nielsen håber, at redderne vil fortsætte, når støvet har lagt sig.
- Vi er i en dialog med Hovedstadens Beredskab om, hvad det er der skal sendes ambulancer til, og hvad der ikke skal sendes ambulancer til. Den dialog tager vi meget alvorligt. Vi forsøger også at afhjælpe den ved, at de steder, hvor det ikke burde være en ambulance, sender en liggende sygetransport i stedet. Og så er der nogle kørsler i København, hvor vi i stedet for at sende ambulancer forsøger at opstille den mobile behandlingsplads, så vi har en akut hjælp tættere på borgerne, siger hun til DR.