EVA: Nye VEU-trepartstiltag kan hjælpe voksne med svage læse-, skrive- og regnefærdigheder

Maria_Thiemer_konsulent_Voksen_og_Efteruddannelsesomr__det_EVA_Pressefoto_tre_to
Maria Thiemer, konsulent på Voksen- og Efteruddannelsesområdet på Danmarks Evalueringsinstitut. Foto: Danmarks Evalueringsinstitut, pressefoto
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Læs A4 Mediers regler for og krav til debatindlæg her. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

OVER 500.000 VOKSNE DANSKERE har svært ved at læse, skrive og regne. Det er en udfordring både for de enkelte voksne, for landets virksomheder og for samfundet. 

Det er derfor opløftende at se, at der i den nyligt indgåede VEU-trepartsaftale mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter er flere initiativer, som kan vise sig at bidrage positivt til netop at styrke voksnes basale færdigheder.

LÆS OGSÅ: Overblik: Ny VEU-trepartsaftale permanentgør AMU-taksterne og styrker digital læring

Først og fremmest er det vigtigt, at man i den nye aftale har prioriteret varige forbedringer frem for puljer og projektfinansiering. Det giver mere ro om rammerne på området, og bedre muligheder for at planlægge.

FVU-Digital og FVU-Engelsk er indgang til styrkede læse- og skrivefærdigheder

Et vigtigt element er, at aftalen fastholder FVU-Engelsk og FVU-Digital og igen udvider adgangen til både beskæftigede og ledige. Vores analyser peger på, at de fag for mange voksne kan fungere som en indgang til at styrke læse- og skrivefærdigheder, som de måske ellers ikke ville have været motiverede til at forbedre.

Derudover er der et klart behov for at styrke it-færdigheder blandt voksne, da kravene på arbejdsmarkedet konstant stiger. FVU-Digital imødekommer dette behov. Det giver voksne et basalt kendskab til og større tryghed ved at bruge digitale værktøjer i deres arbejdsliv, det øger deres konkurrenceevne på arbejdsmarkedet og giver dem mulighed for at følge med i den digitale udvikling.

Det er desuden positivt, at der nu indføres mulighed for at udbyde fagelementer i alle FVU-fag, så det er muligt at tilrettelægge forløb med fokus på særlige emner for voksne med et afgrænset behov inden for faget. Det betyder, at det fremadrettet vil være nemmere at kombinere FVU og AMU. 

Screening af læse- og skrivevanskeligheder og ordblindhed er afgørende

Aftalen lægger også vægt på at udvikle den måde, man screener for læse- og skrivevanskeligheder og ordblindhed blandt voksne. 

LÆS OGSÅ: Ny ordblindepakke afsætter millioner til efteruddannelse af FGU-undervisere og hæver taxameter på FVU

Vores undersøgelser peger på, at det virker, når vurdering og vejledning er en fast del af anden undervisning, og at obligatoriske screeninger af alle eller større grupper fører til, at flere deltager i undervisning, der styrker basale færdigheder. Fordi det er mindre tabubelagt, når alle screenes, og de voksne får kendskab til mulighederne og deres egne behov.

Vigtigt at virksomheder forpligtes

Det er positivt, at virksomhederne er blevet enige med de andre parter om en aftale, der forpligter virksomhederne til at bidrage til at løfte voksnes basale færdigheder gennem en ny alliance. Det kan være en barriere for at styrke voksnes basale færdigheder, hvis virksomheder har mere fokus på fagfaglig opkvalificering end at styrke basale færdigheder, og derfor er det et klart skridt i den rigtige retning. 

Der er et udtalt behov for, at man prioriterer at styrke almene kompetencer og almen undervisning i arbejdstiden med løn for at sikre opkvalificering af voksnes læse- og skrivefærdigheder, men også for at de kan gennemføre og få et godt udbytte af den fagfaglige opkvalificering.

FVU skal tilpasses deltagerne

Som noget nyt oprettes en arbejdsgruppe, der skal belyse danskundervisningstilbuddene. Det er der brug for, da vi ved, at det kan være svært at opretholde samme kvalitet i læringsmiljøet, når undervisningen både skal omfatte voksne med dansk som modersmål og voksne med svage dansksproglige færdigheder. Der er behov for at justere tilbuddene, så de bedre matcher deltagernes behov.

LÆS OGSÅ: Danmark sakker bagud på VEU: "Der var også alarmklokker, der ringede for et år siden"

Tilbuddet er i udgangspunktet tiltænkt voksne, der taler dansk og har de nødvendige mundtlige færdigheder, men som har behov for at få styrket deres skriftsproglige færdigheder. Hvis den praksis blev opretholdt, ville det medføre, at voksne, der ikke har dansk som modersmål og som i dag deltager i FVU, også tilbydes målrettet undervisning i andet regi, eller også kan man tilpasse rammerne, så udbyderne kan tilbyde undervisning, der passer til deltagernes behov.

Samlet set er trepartsaftalen et skridt i den rigtige retning for at styrke voksnes basale færdigheder. Vi ser frem til at følge tiltagene, og håber, det vil bidrage til færre voksne med svage basale færdigheder.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].
GDPR