Ny vicedirektør i Uddannelses- og Forskingsstyrelsen ser frem til at arbejde med store reformer

Uddannelses- og Forskningsstyrelsens har fra 1. marts fået en ny vicedirektør.
Det oplyser Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Den nye vicedirektør, der får ansvaret for data, jura og økonomistyring, hedder Ane Sofie Hansen og kommer fra en stilling som stabschef i Fødevareministeriets departement, fremgår det.
Hun får blandt andet ansvar for styrelsens økonomistyring og administration og for eksternt rettede opgaver, der blandt andet dækker over tilskud til videregående uddannelsesinstitutioner, klagesager og personalejura i forhold til de selvejende institutioner, oplyser ministeriet.
"Styrelsen skal i de kommende år sikre implementeringen af store reformer af de videregående uddannelser og samtidig levere en sikker og effektiv drift. Det ser jeg meget frem til at være med til sammen med kollegaer fra hele ministerområdet og aktører fra sektoren," fortæller Ane Sofie Hansen.
Den nytiltrådte vicedirektør har lang erfaring med arbejde i staten, hvor hun tidligere har arbejdet med økonomistyring og ledelse i blandt andet Skatteministeriet, Rigspolitiet og senest Fødevareministeriet.