SF kritiserer regeringen for at være "overforsigtig" i sag om mindsteløn
Beskæftigelsesministeren bør lægge sag an mod EU i spørgsmålet om mindsteløn.
Det mener også regeringens støtteparti SF.
Dermed stiller de sig sammen med blandt andre DF og Nye Borgerlige bag en samlet fagbevægelse, der i sidste uge sendte en opfordring til Peter Hummelgaard (S) om at trække EU for domstolen for at få underkendt unionens mindstelønsdirektiv.
"Vores position er klar. Vi mener, at det direktiv skal annulleres," siger SF's beskæftigelsesordfører, Karsten Hønge (SF).
Og dermed sagt, at direktivet skal for EU-domstolen?
"Ja, det mener vi," siger han.
Kritikken går på, at mindstelønsdirektivet fra EU vil undergrave den danske model, hvor løn forhandles mellem arbejdsmarkedets parter uden om politikerne.
Beskæftigelsesministeren er egentlig også imod mindstelønsdirektivet, men Peter Hummelgaard er alligevel betænkelig ved at anlægge en sag mod EU, da han frygter, at det vil kunne betyde mindre dansk indflydelse på andre centrale EU-anliggender.
Det kan få konsekvenser for andre vigtige sager, "hvis vi kaster en stor atombombe, som en sag ved EU-Domstolen er," som Hummelgaard tidligere har udtrykt sig.
Den forklaring deler Karsten Hønge dog ikke og kalder samtidig ministeren for "overforsigtig":
"Jeg anerkender, at der kan være nogle risici, men svaret må være, at det ikke kan nytte noget, at vi lader os skræmme af, at noget kan gå galt med noget, der allerede går galt. Vi bliver nødt til at sige fra, når EU så åbenlyst bevæger sig ud over, hvad der var idéen med hele foretagenet og dermed bryder grænserne for EU's samarbejde," lyder det fra ordføreren.
"Vi holder fokus på bolden her og ikke på om, hvorvidt det kan gå endnu værre, end det allerede gør. Det er SF's position."
Beskæftigelsesministeren understreger overfor A4 Medier, at regeringen principielt er imod mindstelønsdirektivet, men han vil endnu ikke komme med nogen udmelding, om direktivet skal for EU-domstolen.
"Vi har ikke gjort vores stilling op, og vi kan ikke udelukke et søgsmål," siger Hummelgaard.
Samtidig understreger han, at Danmark aldrig før har anlagt søgsmål om annullering af et EU-direktiv før, og derfor kræver det ifølge ministeren, "at vi tænker os godt om."
"Så det er ikke udtryk for at være 'overforsigtig'. Vi vil gerne have lov til at analysere vores læsning af det direktiv i bund," siger Hummelgaard.
"Jeg ville til gengæld synes, det ville være uansvarligt bare at kaste sig ud i et søgsmål uden at have analyseret direktivteksten nærmere og overveje, hvilke risici der er forbundet med det," lyder det fra ministeren.
Selvsikker Hønge
Mindstelønsdirektivet er allerede blevet set igennem af jurister i EU-systemet, og man har altså vurderet, at det ikke er i strid med traktaten.
Karsten Hønge er dog alligevel fortrøstningsfuld.
"Sansynligheden for, at vi vinder, står stærkere, end sandsynligheden for, at vi taber," vurderer han.
Selvsikkerheden skyldes, at EU ifølge sine egne traktater ikke kan lovgive om lønforhold, påpeger han.
Vi vil ikke have, at EU går ind og blander sig i vores geniale model
Karsten Hønge, SF
EU har dog forsikret, at direktivet blot skal sikre, at alle arbejdstagere i EU får en passende mindsteløn enten gennem en mindsteløn bestemt ved lov eller ved kollektive overenskomstaftaler. Dermed skeler EU ifølge unionen selv også til modeller som den danske, men den forklaring køber Karsten Hønge ikke.
"Vi har et traktatgrundlag, der så åbenlyst og endda direkte specifikt siger, at man ikke skal beskæftige sig med lønforhold. Men så laver man et direktiv, der specifikt hedder mindstelønsdirektivet. Det kræver, synes jeg, nogle helt usædvanlige fortrængningsevner, hvis man ikke mener, at det er et brud på traktaten, siger Karsten Hønge.
"Vi vil ikke have, at EU går ind og blander sig i vores geniale model, som jo i den grad er med til at gøre, at vi har et så velfungerende arbejdsmarked. Det her vil være direkte at kaste grus ind i en utroligt velkørende maskine," siger Karsten Hønge.
Men når EU's jurister allerede har vurderet, at det her direktiv, det holder sig indenfor traktaternes rammer og præmisser, så vil jeg bare lige spørge igen. Tror du virkelig på, at det her mindstelønsdirektiv kan omstødes?
"Der er jo andre jurister, bl.a. i Danmark, der mener, at det klart er et brud på traktaten, og det er trods alt ikke de samme jurister, der er EU-systemets egne og så dem, der er i EU-domstolen. Domstolen skulle jo gerne være uafhængig af de vurderinger," siger SF'eren.
Rækker man Fanden en lillefinger...
Karsten Hønge understreger flere gange, at hans tanker ikke kun er et SF-synspunkt, men at der bør være enighed i Folketinget på tværs af blokkene om, at mindsteløndirektivet skal ses igennem af EU-domstolens jurister.
"Derfor bør en kommende regering, uanset hvem der deltager i den, indtage det synspunkt, at vi forsvarer den her geniale, sofistikerede model, vi har bygget op," siger han.
Beskæftigelsesordføreren frygter, at det kan ende i en glidebane, hvis ikke man tager et opgør med EU i den her sag.
"Man skal ikke åbne døre på klem for EU-systemet, for så risikerer vi, at vi ender et helt andet sted, end der hvor, man tror, man er i dag."