Vinderen af Årets TR: Indstil din kollega - det er en anerkendelse
Det betyder meget at blive anerkendt i sit job som tillidsvalgt. Det fortæller vinderne af Årets TR og Årets AMR 2022, Helle Andreasen og Stig Rud Sandholm Lauritsen.
Helle Andreasen, som vandt Årets TR 2022, opfordrer til, at man indstiller sin kollega til priserne. De kan nemlig gøre en stor forskel at kunne sætte det på sit CV, fortæller hun.
Se de indstillede til Årets TR23 her
"I den kommune, jeg arbejder i, har prisen givet mig respekt hos mine samarbejdspartnere: ledere, chefer, direktører og byrådspolitikere. Det er godt, at A4 Medier giver priserne, fordi vi tillidsvalgte står i shitstorme hele tiden. Det er os, der skal tage de svære samtaler og kampe på en arbejdsplads, så det giver lige lidt oprejsning at blive anerkendt for det arbejde, vi gør," siger Helle Andreasen.
Det har også været godt for Helle Andreasens kolleger, at hun vandt, da hun for præmien har arrangeret en klubtur. For præmien på 25.000 kroner har hun taget sin faglige klub med til en rundvisning på Christiansborg, en rundvisning i forbundshuset FOA og derefter ud at have en god aften i København.
Fokuset gør forskellen
At vinde Årets AMR 2022 har for Stig Rud Sandholm Lauritsen ikke gjort den helt store personlige forskel. Men det har været vigtigt for faget, fremhæver han.
"Det har da været fedt og en dejlig fornemmelse at blive anerkendt," siger Stig Rud Sandholm Lauritsen, som til daglig er ansat i John Jensen VVS, og uddyber:
"Det betyder meget for faget, at der er denne mulighed for at vinde Årets AMR, og at der er fokus på arbejdsmiljøet. Det er det kontinuerlige fokus, som gør forskellen."
Indtil videre er der i år kommet 52 indstillinger. Der er kommet 20 ind til Årets AMR 2023 og 60 ind til Årets TR 2023. De indstillede omfatter ansatte i kommuner, børnehaver, regioner, skoler og diverse firmaer.
Læs her om begrundelserne for, hvorfor netop de er blevet indstillet til priserne.
Det er nu desuden muligt at købe billet til showet, og man kan stadig nå at indstille sin kollega til årets priser.