Bo Yde Sørensen, formand i Fængselsforbundet:
Opråb fra fængslerne: Kan én mand bære kisten alene?
Bemandingssituationen er grel i de danske fængsler og arresthuse. Som en fængselsbetjent udtaler i det kommende nummer af vores fagblad: ”Normeringen er dårligere end i en børnehave." Det siger alligevel en del.
Samtidig løftes der ikke en finger for at fastholde det personale, der møder op hver dag og forsøger at holde liv i et holdbart arbejdsmiljø.
Her i Fængselsforbundet føler vi, at vi råber ind i en pude og har gjort det så længe, at fjerene er gået i opløsning.
Halloooo! Hvad med at give os en hånd?
Der er ikke nok fængselsbetjente til de opgaver, der skal udføres, og det er altså vel at mærke opgaver, der har med Danmarks farligste forbrydere at gøre.
Der mangler mindst 500 fængselsbetjente.
500!
Måske er tal abstrakte at forholde sig til. Men så tænk igen på kisten: Én mand kan ikke bære den alene, uden at det får uheldige konsekvenser.
Iltfattigt arbejdsmiljø
Konsekvenserne af bemandingsproblemerne er så alvorlige, at vi ganske snart har trukket al ilt ud af Kriminalforsorgen. Vores kollegaer lider både bogstaveligt og i overført betydning af åndenød. Jeg mener faktisk, at vi snart tipper derover, hvor vi er tættere på en død Kriminalforsorg end en levende.
Hvordan påvirker det fængselsbetjenten, at han eller hun hver dag skal levere over evne i tid og kræfter, fordi der ikke er skuldre nok at stå ved siden af og løfte sammen med?
Nedslidning, sygefravær og opsigelser er resultatet af underbemandede fængsler og arresthuse.
Når fængselsbetjente møder ind, kan de risikere at skulle være alene med mange indsatte. Det er en meget stærk hindring for et sundt fysisk og psykisk arbejdsmiljø.
”Vi gør alt, hvad vi kan for at rekruttere,” siger Kriminalforsorgen, og det tror vi skam på. Det kan vi godt se.
Men hvad med at se på arbejdsmiljøet hos dem, der er tilbage? Hvad med at passe på dem, så de ikke følger efter alle de andre, der har søgt væk?
Det er mig en meget stor gåde, at vi lader så mange fængselsbetjente i stikken og bare ser til, mens de langsomt mister al arbejdsglæde. Det svarer til at fylde vand i badekarret uden at sætte proppen i – ret nu blikket mod fastholdelse og alle de betjente, der knokler for at bære Kriminalforsorgen.
Hvis du var til en begravelse, hvor du så én mand bære en kiste alene – ville du så ikke løbe hen og hjælpe ham?
Jeg spørger af omsorg for mine kollegaer, af frustration, af træthed og faktisk også en god portion vrede: Vil I virkelig være det bekendt?
Er det den Kriminalforsorg, I ønsker?
