Arbejdsgivere: Brancher med dårligt arbejdsmiljø tørrer regning for Arne-pension af på os
I Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) er man oprørte over, at finansieringen til den såkaldte Arne-pension lander i finanssektorens cheflokaler.
Regeringen mener, at særskatten til finanssektoren skal ses som et samfundsbidrag. Men den hjælper ikke på forbedringer af det fysiske arbejdsmiljø i brancher med stor nedslidning.
Det skriver Nicole Offendal, adm. direktør i FA, i et debatindlæg i mediet Finans.
”Ordningen styrker ganske enkelt ikke incitamenterne for de udsatte brancher til at forbedre deres arbejdsmiljø, styrke forebyggelsen og sikre medarbejderne et sundere og mere bæredygtigt arbejdsliv,” skriver Nicole Offendal og slår fast:
”Det nærmer sig kafkaske dimensioner, at brancher, der ikke tager nok ansvar for deres medarbejderes arbejdsmiljø, bare kan tørre regningen af på finanssektoren. En sektor, der i øvrigt ligger helt i top, når det kommer til fysisk arbejdsmiljø”.
LÆS OGSÅ: Analyse: Nu overvåges danskernes arbejdsmiljø - men først om to år er det eksamenstid
Regeringen og partierne bag aftalen om tidlig tilbagetrækning er enige om, at den finansielle sektor skal bidrage til at finansiere ordningen ved at betale en ny særskat, og lige nu er forslaget om særskat i offentlig høring.
Trods Nicole Offendals kritik er der i de senere år taget initiativ til flere forebyggelsestiltag i brancher med meget nedslidning. Blandt andet arbejdsmiljøpuljen, der er finansieret af midler fra seniorpensionen.
Virksomheder kan nu søge om midler fra arbejdsmiljøpuljen til forebyggende indsatser i det fysiske arbejdsmiljø.
Derudover landede der i december 2020 en trepartsaftale med nye nationale arbejdsmiljømål. Målsætningerne skal nu forfølges på brancheniveau.