Hjemmehjælpere må finde sig i videoovervågning: Nu vil FOA have politikerne til at gribe ind

20201021-133740-L-1920x1400we
I en sag fra Kolding nægtede medarbejdere i den kommunale hjemmepleje at arbejde i et hjem, hvor ægtefællen til en 71-årig kvinde overvågede dem på video. (Arkivfoto) Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Arbejdsretten slår fast, at hjemmehjælpere ikke må nægte at arbejde i et hjem, hvor der er videoovervågning. Nu vil FOA have politikerne på banen.

Hjemmehjælpere må ikke nægte at arbejde i et hjem, hvor de bliver videoovervåget. Det slog Arbejdsretten forleden fast i en principiel afgørelse i en omdiskuteret sag fra Kolding.

Det får nu FOA til at kræve handling fra politikerne, skriver Avisen Danmark.

LÆS OGSÅ: Ansatte nægter at arbejde i hjem efter trusler og overvågning - nu skal sagen for Arbejdsretten

I sagen fra Kolding nægtede medarbejdere i den kommunale hjemmepleje at arbejde i et hjem, hvor ægtefællen til en 71-årig kvinde overvågede dem på video. Men afgørelsen fra Arbejdsretten slår fast, at det er i strid med overenskomsten og har pålagt medarbejderne at genoptage arbejdet. 

FOA vil nu have politikerne til at gøre det muligt at slukke for videoovervågningen, når medarbejderne er på arbejde i hjemmet.

- Det er dybt krænkende, at den faglighed du møder med på arbejde mistænkeliggøres og spindes ind i et psykologisk kontrolspil. Derudover skal man finde sig i, at den person, der filmes, og som skal have hjælp, også krænkes. Derfor må man sætte noget op for den linse, når hjemmehjælperne er på besøg, siger FOA-formand Mona Striib til Avisen Danmark.

I den konkrete sag har medarbejderne oplevet stresssymptomer, søvnløse nætter og problemer med hukommelsen, fortæller FOA-formanden. Hun afviser, at modstanden mod videoovervågning bunder i frygten for at blive opdaget i at begå fejl. TV 2-dokumentaren 'Plejehjemmene bag facaden' optaget med skjult kamera rejste sidste år stor debat. Men det retfærdiggør ifølge Mona Striib ikke, at man bruger overvågning til at kontrollere de ansatte.  

På Christiansborg er SF klar til et forbud, fortæller ældreordfører Kirsten Normann Andersen til Avisen Danmark, mens Dansk Folkeparti, Venstre og Socialdemokratiet endnu ikke er afklarede i forhold til, om de støtter forslaget fra FOA. 

LÆS OGSÅ: Hver syvende ansatte i ældreplejen er blevet overvåget

GDPR