Milsted: DA's udtalelser er ikke en invitation til at forstå og anerkende kompleksitet – det er en afledningsmanøvre
DANSK ARBEJDSGIVERFORENING EFTERLYSER en mere nuanceret debat om stress. Men de nuancer, de kalder på, har allerede ført til et behandlingssystem, der forsøger at lære mennesker at overleve i vilkår, der burde ændres. Det er ikke samtalen, vi mangler – det er handling.
Når Dansk Arbejdsgiverforening (DA) i et nyligt debatindlæg svarer på kritikken af deres podcast Myteknuser, slår de sig op som bannerførere for ”nuancer” og ”realistisk ansvar”. De anklager Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og chefanalytiker Kristoffer Glavind for at fordreje budskaberne og misforstå pointen: at stress også handler om individets livssituation, ikke kun arbejdslivet.
Men det, DA forsøger at sælge som nuancer, er i virkeligheden en klassisk strategi for at fordele ansvaret så bredt, at det til sidst ikke kan placeres nogen steder. Det er ikke en invitation til at forstå og anerkende kompleksitet – det er en afledningsmanøvre.
LÆS OGSÅ: Førende stress-eksperter advarer: Aktørers særinteresser afsporer dagsordenen
Der er ingen, der påstår, at stress ikke kan være en konsekvens af privatlivets ubalancer. Der er heller ingen, der påstår, at stress ikke kan have sit udspring i individuelle udfordringer. Men i det store billede er det ganske enkelt ikke det, der gør mennesker syge i hobetal.
Stress opstår i arbejdslivet – det ved vi
Forskningen er entydig: Stress opstår primært i arbejdslivet, og ikke i individet. Den danske arbejdsmiljøforsker Tage Søndergård Kristensen har i årtier dokumenteret, hvordan høje følelsesmæssige krav, lav indflydelse, uklare forventninger og dårlig ledelse er direkte relateret til udviklingen af arbejdsrelateret stress. Allerede i 2002 udgav han sammen med kolleger rapporten Det gode arbejde (AMi 2002:5), som peger på, at netop arbejdsforhold spiller en afgørende rolle i udviklingen af psykisk belastning – ikke mindst i det offentlige.
Den konklusion er siden blevet underbygget af international forskning. Ifølge Working Conditions in the European Union 2021 (Eurofound, 2022) er psykisk arbejdsmiljø – især krav om konstant tilgængelighed, korte deadlines og lav autonomi – stærkt korreleret med stresssymptomer.
Alligevel ønsker DA at flytte samtalen væk fra arbejdets organisering og over mod individets livssituation. Det er både uambitiøst og ude af trit med virkeligheden.
Det er ikke stressramte, der udvander begrebet
DA skriver, at stress i dag ofte bruges som synonym for "travle eller udfordrende perioder". Men den sproglige udvanding sker ikke blandt dem, der bliver sygemeldt med alvorlige stressreaktioner. Den sker blandt arbejdsgivere og mellemledere, der bruger udtrykket som en vag forklaring på, at nogen “lige skal trække stikket” eller “har haft det lidt meget på det seneste”.
Når alvorlige reaktioner på arbejdspres reduceres til lidt for høj puls, er det ikke en nuance – det er en forvanskning. Og det er en særdeles grov retorik.
Vi taler ikke om almindelige livsudfordringer, men om mennesker, der udvikler angst, depression og i værste fald kollapser fuldstændig. Ifølge en rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA, 2023) er arbejdsrelateret stress direkte årsag til over halvdelen af de psykiske arbejdsskader i Danmark.
En problematisk arbejdsorganisering – ikkeproblematiske individer
Hvis vi virkelig ønsker at tage fat i stressproblemet, må vi begynde med arbejdets rammer: organiseringen, ledelsen, kulturen, tempoet og det manglende råderum. Det er netop her, det systematiske arbejdsmiljøarbejde har sin berettigelse – og sin største udfordring.
LÆS OGSÅ: Forsker har åbnet stressforskningens "sorte boks": Nu har hun et vigtigt budskab til landets chefer
Men det systematiske arbejdsmiljøarbejde lider i praksis ofte under, at det reduceres til tjeklister og spørgeskemaer, hvor de strukturelle forhold forsvinder bag trivselssymboler og frugtordninger. Psykolog og forsker Malene Friis Andersen har i sin forskning (Balancekunst, 2020) vist, hvordan mange stressindsatser fokuserer på den enkeltes robusthed fremfor at ændre på belastende strukturer. Det er symptombehandling forklædt som strategi.
Fra nuancer til ansvarsfralæggelse
Når DA insisterer på, at vi skal tale om “individets sociale forhold og livssituation”, så er det ikke en udvidelse af samtalen – det er en undvigemanøvre. Selvfølgelig spiller livsomstændigheder en rolle. Men når arbejdets organisering gang på gang dokumenteres som hovedårsagen til stress, må ansvaret også placeres dér.
Det er et tankevækkende paradoks, at man vil “tage ansvar” – samtidig med at man spreder ansvaret ud i så mange retninger, at det til sidst forsvinder.
Vi mangler ikke nuancer – vi mangler vilje til forandring
Hvis der er én ting, vi ikke har manglet de seneste år, så er det nuancer. De er allerede grundigt dokumenteret i både forskning, rapporter og arbejdsmiljøindsatser landet over. De har ført til coachingforløb, trivselstiltag, mindfulnesskurser og et behandlingssystem, der i dag langt overgår de indsatser, der faktisk forsøger at ændre de arbejdsmæssige vilkår, der skaber problemet.
Det er ikke manglen på samtale eller forståelse, der er problemet. Det er fraværet af reel systemisk forandring. Det er ikke fordi vi mangler viden – det er fordi vi mangler vilje.
Stress er ikke en debat, vi skal føre for syns skyld. Det er en virkelighed, der kalder på grundlæggende ændringer i, hvordan vi organiserer arbejde.
Så ja – lad os tage debatten. Men kun hvis formålet er at gøre op med de vilkår, der gør folk syge. For det er ikke flere nuancer, vi mangler.
Det er modet til at tage konsekvensen af det, vi godt ved.
