Black Friday lurer: Otte ud af 10 lagerarbejdere frygter for helbredet

c20201122190433350_org
24-årige Alexander Johansen er allerede så slidt i ryg og knæ, at han må tage stærk smertestillende medicin for at klare jobbet. Vi er ikke robotter, siger han. Foto: Anders Palm Olesen, Fagbladet 3F
Ekstrem kontrol, skiftende arbejdstider og truslen fra Amazon har skabt et benhårdt arbejdsmiljø på danske lagre, viser stor undersøgelse.

Black Friday lurer rundt hjørnet og Black Week starter i dag. Men i skyggen af danskernes forbrugsfest løber lagerarbejdere uhyggeligt stærkt, uden at forbrugerne ser det.

Arbejdsmiljøet på lagrene er hårdt og kontant. Og mange har et kamera i nakken, der overvåger dem tæt. Det skriver Fagbladet 3F.

En ny undersøgelse fra fagforbundet 3F blandt 2.330 lagerarbejdere hos blandt andet Jysk, Coop og Netto viser, hvordan de ansatte er segnefærdige af at pakke kød, sengetøj og kartofler på paller i et umenneskeligt højt tempo.

Ifølge undersøgelsen er 81 procent af arbejderne på lagrene bekymrede for at blive fysisk nedslidt af deres arbejde. 65 procent oplever arbejdspres og højt tempo som et problem i deres hverdag.

Lagerarbejderne peger på, at det ofte er mellemlederne, der forårsager problemet. Der tages der tid på alt fra toiletbesøg til hver enkelt arbejdsopgave. Og det straffes hårdt, hvis man kommer bagud.

Ifølge lektor i detailhandel Lars Esbjerg, Institut for Virksomhedsledelse, Aarhus Universitet, skyldes det høje tempo især meget hård konkurrence mellem detailkæderne, som forplanter sig ud på lagrene. Og frygten for at miste kunder til blandt andet globale giganter som Amazon, der er kendt for lav løn og enormt tidspres, gør situationen for de ansatte værre.

- Kæderne prøver at reducere omkostningerne i hele detailkæden. Det giver et højt arbejdspres. Ledelsen måler og vejer mellemlederne på, om de kan holde omkostningerne nede og få flere varer igennem for færre penge, siger han.

Internethandlen er eksploderet de seneste år. Onlinekøb er her i landet steget fra 55 milliarder kroner i 2012 til 146 milliarder kroner i 2019. Altså næsten en tredobling på bare syv år, viser tallene fra Foreningen for Dansk Internethandel.

- Amazon presser på for at få omkostningerne ned og varerne hurtigere og hurtigere ud til kunderne. Det smitter af på de andre virksomheder, som også presses til at effektivisere alle dele af deres forretning, så de også kan få varerne hurtigere ud og sænke priserne. Det pres kan selvfølgelig også mærkes på lagrene, siger Lars Esbjerg til Fagbladet 3F.

Forhandlingssekretær i 3F Transport John Bondebjerg er rystet over, at det står så galt til med arbejdsmiljøet på lagrene, som undersøgelsen viser.

– Der er brug for et opgør med dårlig ledelse og overflødig overvågning. Og så skal arbejdet foregå i et tempo, som folk ikke falder om af, siger John Bondebjerg.

Arbejdsmiljøchef i Dansk Erhverv Anne-Marie Røge Krag fremhæver, at samarbejde med blandt andre 3F i et branchefællesskab skal sikre godt arbejdsmiljø.

- Et godt samarbejde om arbejdsmiljøet er til gavn for både medarbejderne og for virksomheden. Problemer med arbejdsmiljøet er en skidt forretning for virksomhederne, fordi det øger risikoen for arbejdsskader, udskiftning af personale, antallet af fejl, sygefravær, rekrutteringsomkostninger og så videre, siger hun.

Anne-Marie Krag forholder sig ikke konkret til resultaterne i undersøgelsen, men understreger, at de ansatte skal sige fra, hvis de oplever dårligt arbejdsmiljø.

GDPR