Psykolog advarer: Coronaomstillinger kan udmatte lærerne
Denne artikel er oprindeligt bragt på Folkeskolen.dk og bliver publiceret på A4 som en del af et samarbejde. Artiklen er redaktionelt udvalgt og bearbejdet af A4.
"Omstillinger er utroligt mentalt krævende."
Det siger psykolog Rikke Høgsted, som er stifter af Institut for belastningspsykologi og arbejder med formidling af forebyggende strategier for fagfolk i mentale højrisikojob, til Folkeskolen.dk. I coronatiden har lærere og skoleledere måtte omstille sig til forskellige organiseringer af skoledagen med meget korte varsler, og det kan betyde, at nogle lærere og ledere er på vej ind i en udmattelsestilstand, mener Rikke Høgsted.
- Den indtræder, når man i meget lang tid har skullet yde noget ekstra end normalen. Der har været en undtagelsestilstand, og så indtræder udmattelsen før eller siden. Det er faktisk et sundhedstegn. Det er vores systemer, der regulerer noget, der skal reguleres, siger Rikke Høgsted.
LÆS OGSÅ: Støttepartier i fælles front: Giv børn mulighed for et ekstra år i børnehave
Det skal du være opmærksom på
Rikke Høgsted mener, det er vigtigt for lærerne at være opmærksomme på udmattelsessignalerne.
- Det, der kendetegner udmattelsesfasen, er forskelligt fra menneske til menneske. Det vil begynde som nedsat evne til at overskue længere planlægning og koncentrere sig. For nogle er det også ensbetydende med en ringere nattesøvn.