Sygehjælper i opråb: - Vi på gulvet er maksimalt presset og meget trætte

20170112-141742-2-1920x1747we
Borgerne må hver dag lukke forskellige mennesker ind i deres hjem, forklarer sygehjælper Lars Lennart Jensen i en kronik. (Arkivfoto) Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Sygehjælper Lars Lennart Jensen beskriver i en kronik dårlige forhold for både ansatte og medarbejdere i hjemmeplejen i København.

Både de nuværende og fremtidige arbejdsvilkår i hjemmeplejen er meget bekymrende.

Sådan lyder det fra sygehjælper Lars Lennart Jensen, der arbejder i aftenhjemmeplejen på Amager i København.

I en kronik i Berlingske beskriver han, hvordan han og kollegerne arbejder under forhold, han ikke mener er er forenelige med at kunne tage vare på borgerne på en kvalificeret og tryg måde.

LÆS OGSÅ: Medarbejdere har fået nok: Fortæller om hjerteskærende oplevelser i ambulancer og på vagtcentral

'Min oplevelse er, at vi på gulvet er maksimalt presset og meget trætte, og at kvalitetsniveauet er i frit fald. Flere fejl, misforståelser, manglende besøg eller opfølgning på væsentlige sundhedsproblemer. Sådan må det nødvendigvis gå, når både borgere og medarbejdere kastes rundt som stykgods på en fragtrute,' lyder det blandt andet fra sygehjælperen i kronikken.

Han forklarer, hvordan der ofte møder mellem tre og fem kolleger færre ind end nødvendigt. De ekstra borgere og den ekstra arbejdsmængde deles herefter ud mellem de kolleger, der er på arbejde. Samtidig byttes der hver tredje måned rundt på medarbejdernes ruter. Derfor har Lars Lennart Jensen ikke været hos den samme borger to aftener i træk de seneste måneder, skriver han i kronikken. Han peger samtidig på, at det ikke kun er utilfredsstillende for medarbejderne, men i den grad også for borgerne, der må indstille sig på at lukke mange forskellige mennesker ind i deres hjem.

Det ser hellere ikke ud til at blive bedre i fremtiden, da fremskrivninger viser, at der de næste mange år vil komme flere ældre, samtidig med, at der vil være færre unge, der kan tage de ledige job i hjemmeplejen. Lars Lennart Jensen efterlyser derfor et svar fra politikerne på, hvordan den fremtidige rekrutteringsstrategi vil se ud.

Jakob Manghezi Krogh, der er direktør i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune, har i Berlingske skrevet et svar til Lars Lennart Jensen. Han peger på, at der er sat mange skibe i søen, der skal afhjælpe den store mangel på hænder. Samtidig hæfter han siger ved, at årlige brugertilfredshedsundersøgelser viser, at de borgere, som modtager hjemmehjælp, overordnet set er tilfredse med kommunens indsats.

'Men når det er sagt, skal det ikke herske tvivl om, at vi har et stærkt ønske om at gøre det bedre både centralt og lokalt. Og det er vores opgave og ansvar som ledelse i forvaltningen at gøre alt, hvad vi kan for at løse rekrutteringsproblemerne. Det er et ansvar, som vi tager meget alvorligt. Og jeg hører også meget gerne dine ideer til, hvordan vi kan løse udfordringerne på både kort og lang sigt,' skriver direktøren i sit svar til den frustrede sygehjælper.

GDPR