Fælles erklæring: EU-forslag om asbest uambitiøst

N_H
Europa-Kommissionens forslag til revidering af asbest-direktivet er generelt en skuffelse, mener Nikolaj Villumsen og Henrik W. Petersen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix og Blik og Rør
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].
Medlem af EU-Parlamentet for Enhedslisten Nikolaj Villumsen og Henrik W. Petersen, forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet mener, at EU-forslag, der skal sikre arbejdere mod asbest, mangler vigtige kernepunkter.

I DE SIDSTE DAGE i september, mens efteråret farvede bladene på træerne orange, offentliggjorde EU-Kommissionen et forslag, der har været længe ventet: et forslag om at opdatere EU’s regler for, hvordan man beskytter arbejdere mod asbest.

Sådan et forslag har både fagforbund og EU-Parlamentet efterspurgt længe. Der er nemlig i den grad behov for at ændre reglerne om asbest.

De nuværende regler er på mange områder utilstrækkelige og forældede, og det kan betyde at liv og helbred sættes på spil for dem, som risikerer at blive udsat for asbest på deres arbejdsplads. De gældende regler tillader for eksempel, at europæiske arbejdere udsættes for mere end 30 gange så meget asbest, som hvad den danske grænse foreskriver. Det er helt uforståeligt.

Vi læste derfor begge det nye forslag med stor interesse. Ikke blot for de flotte ord, der fulgte med, men med øje for detaljerne, for det er jo dem, der i sidste ende betyder noget. Desværre blev vi også begge svært skuffede over ganske mange dele af forslaget.

Når man læser udspillet fra Kommissionen bliver det eksempelvis hurtigt klart, at den revision, der foreslås, er alt for snæver.

LÆS OGSÅ: Håndværkere udsat for asbest: Brugte hverken beskyttelsesdragt eller åndedrætsværn

FØRST OG FREMMEST mangler direktivet nogle åbenlyse forbedringer: Eksempelvis er der stadig ingen krav om, at asbestprøver skal foretages af folk, der er certificeret til det. Det var ellers allerede blevet foreslået, men er, indtil videre, ude af teksten.

Det samme er sagen, når det gælder behovet for at sikre screening for asbest før energirenoveringer. Netop energirenoveringer, må vi forvente, vil stige drastisk i de kommende år. Det vil dermed også øge risikoen for at møde asbest. Ikke at handle hurtigt på dette område er derfor helt forkert.

Heller ikke et basalt krav om, at de virksomheder og ansatte, der arbejder med asbest, skal være tilstrækkeligt uddannede og certificerede inden for området, har fundet vej til den foreslåede revision. Med andre ord foreslår man at ændre det direktiv, der skal sikre arbejdere mod asbest, men uden vigtige kernepunkter.

LÆS OGSÅ: Asbest dræber stadig 300 om året i Danmark

Man undlader at sikre de arbejdere, som risikerer at møde asbesten, glemmer at kræve, at de virksomheder der håndterer det, skal bevise at de ved, hvad de foretager sig – og lader sågar være med at kræve, at dem der tager de afgørende prøver, er trænede i at gøre det.

Lægger man det sammen med en ny grænseværdi, der allerede ved den officielle præsentation kom under beskydning, er det klart, at ambitionsniveauet er alt for lavt.

EN AF DE TING, der på europæisk plan har fået mest opmærksomhed, er den nye grænseværdi for, hvor mange asbestfibre der må være per kubikmeter luft. For ganske vist prøver EU-Kommissionen at virke progressiv ved at foreslå, at værdien sænkes til 10.000 fibre per kubikmeter, men det er et tal der ligger 10 gange højere end hvad både europæiske fagforeninger og hele EU-Parlamentet allerede har krævet som maksimumsgrænse.

Heldigvis har vi i Danmark en grænse på 3000 fibre, hvilket blandt andre Blik- og Rørarbejderforbundet har kæmpet for at sikre. Det kan vi heldigvis fortsætte med, selv hvis EU-forhandlingerne ender på noget, der er mindre ambitiøst. Men det er helt afgørende for vores europæiske kollegaers helbred at EU-reglerne også lander på en lavere grænseværdi.

LÆS OGSÅ: EL-profil: Asbest spøger stadig i vores bygninger

En af årsagerne til, at grænseværdien ikke er sat lavere, er ifølge Kommissionen at en grænseværdi på under 10.000 fibre per kubikmeter, vil være for svær at måle og for svær at administrere. Det kan måske lyde plausibelt for nogle, men det passer ganske enkelt ikke. Her i Danmark er grænseværdien eksempelvis på 3000 fibre per kubikmeter, og her bygges og renoveres endnu. Hvis det er konkret viden, der skal til for at overbevise Kommissæren, så arrangerer vi gerne et besøg for ham til en dansk byggeplads, og viser ham, hvordan det kan gøres.

Kommissionens forslag er, med andre ord, generelt en skuffelse og en forspildt chance - men heldigvis slutter det ikke her. Nu går den politiske kamp i både EU-Parlamentet og de enkelte lande i gang. Her bliver det vigtigt at trække revisionen stærkt i den rigtige retning. For vi ved, at beskyttelse mod asbest er et alt for vigtigt emne til at overlade til bygherrer og snævre kapitalinteresser.

Vi er nødt til at hæve ambitionsniveauet!

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].
GDPR