HR-chef: Har vi glemt, hvad kvindekampen også handler om?

I mandags markerede vi Kvindernes Internationale Kampdag. En dag der repræsenterer mere end 110 års kamp for frihed og for, at alle – uanset køn – skal have ret til arbejde og uddannelse.

Over årene har kampdagen ændret karakter. Bladrer man igennem alskens tv-kanaler og aviser, er det kendte kvinder, der toner frem, og snakker om bestyrelsesposter og MeToo i mediebranchen og på Christiansborg.

Hvad der startede som en socialistisk kvindebevægelse er i dén grad også blevet en bevægelse for eliten. Måske så meget, at man lidt har glemt, hvem der egentlig blev kæmpet for.

LÆS OGSÅ: Fagforening: Corona kan skade ligestilling og svække kvinders muligheder på arbejdsmarkedet

Misforstå mig ikke, det er godt med stærke kvindeforbilleder, der bruger deres stemme, og gør en forskel i debatten. Men hvis vi tror, at det eneste, vi har at kæmpe for, er antallet af bestyrelses- og direktørposter og samværskulturen hos eliten, så tænker vi for snævert.

I vores iver efter at kæmpe for ligestilling og diversitet i toppen af samfundet, må vi ikke glemme den ufaglærte, de lavtlønnede, dem med indvandrerbaggrund og de sårbare, der befinder sig på kanten af arbejdsmarkedet og samfundet i det hele taget.

Drømmer om fællesskabet

Jeg kommer fra en branche, hvor vi intet er uden disse mennesker. Vi anser dem som den vigtigste ressource, og i vores koncern har de taget et enormt ansvar under coronapandemien.

De har fjernet vira og sikret en god hygiejne på hospitalernes coronaafsnit, og de har stået for ekstra rengøring og afspritning af skoler, dagtilbud og mange andre kritiske samfundsinstitutioner over hele landet. Blot for at nævne et par eksempler.

De er frontpersonale fuldt ud på linje med sygeplejersker, pædagoger og mange andre, der holder samfundshjulene i gang med helbredet som indsats. 

Det er ofte mennesker, der drømmer om at blive en større del af fællesskabet, men de kæmper med at passe ned i den arbejdsmarkedsmodel, vi andre trives og er født ind i.

Det betyder ikke, at de ikke kan eller vil bidrage. Det betyder, at de kan have brug for en håndsrækning, og for mig er det, hvad kampdagen også bør stå for.

Kønskamp må ikke overskygge 

Vi skal kæmpe for at skabe et samfund, der tror på det bedste i alle mennesker.

Et samfund der tager ansvar, og som forsøger at løfte mennesker til at nå deres mål - lige meget om målet er at blive bestyrelsesformand eller at indtræde på arbejdsmarkedet for at arbejde fem timer om ugen. Mennesker er den vigtigste ressource vi har og fundamentet for vores samfund.

I Danmark har vi en tendens til at tænke mindre om mennesker, som ikke kan det samme som os selv, eller som vi ikke kan spejle os i.

Her er min pointe, at vores kamp for ligestilling mellem kønnene ikke må overskygge vores kamp for at sikre ligebehandling af mennesker i alle samfundslag.

For mig er det, hvad vi også bør kæmpe for den 8. marts.