Befamlet af chefen: Andorthe udsat for sexchikane i politiet

IMG_2928
- Jeg bliver simpelthen så gal. Jeg er den krænkede. Jeg har mistet alt. Hele min fremtid. Og det er ham, der går fri, siger Andorthe Jensen om sin krænker. (Hun ønsker ikke at stå frem med sit ansigt). Foto: Jonas Sivkær Pettersen/A4 Medier
23. nov. 2019 12.15
Andorthe Jensen blev systematisk udsat for sexchikane af sin chef gennem flere måneder. I fjor fik hun krænkelserne anerkendt som en arbejdsskade og tilkendt erstatning. I dag er hun parkeret på førtidspension og er alvorligt syg som følge af hændelserne.

(Evergreen: Denne artikel har tidligere været publiceret  3. april 2019 på A4 Arbejdsmiljø.dk. Vi bringer den igen, da der har været stor interesse blandt vores læsere  for at læse artiklen)

Andorthe Jensen var på vej til politistationen i Roskilde efter et møde hos Rigspolitiet. I bilen på vej tilbage mærkede hun pludselig en uønsket hånd på sit lår. Hånden tilhørte chaufføren, som også var hendes nye chef i Midt- og Vestsjællands Politi i Roskilde.

- Hold fingrene væk. Du skal ikke tage på mig!, udbrød hun.

Det var ikke første gang, hun mærkede tilnærmelser fra sin chef, og også i dette tilfælde sagde hun fra.

Læs også: "Det er kun toppen af isbjerget, der kommer frem"

Fra maj til september 2014 blev den i dag 48-årige Andorthe Jensen systematisk udsat for sexchikane af sin driftschef i økonomiafdelingen i Midt- og Vestsjællands Politi.

Krænkelserne var både af verbal og fysisk karakter, og de betød, at hun til sidst brød grædende sammen på jobbet og måtte sygemeldes. Siden har hun ikke været i stand til at varetage et job, og først i 2018 fik hun anerkendt sexchikanen som en arbejdsskade.

Her fik hun godtgørelse for varige mén og en erstatning for midlertidig tab af erhvervsevne. Hun er i dag på førtidspension og lider af symptomer, der minder om post traumatisk stresssyndrom (PTSD). Dertil angst og depression som følge af krænkelserne.

Spurgte om Tinder på jobbet

Andorthe Jensen husker stadig tydeligt det første møde med sin nye chef. Hun havde arbejdet i økonomiafdelingen i lidt over et år, da han tiltrådte den 1. maj 2014.

Få gratis nyhedsbrev om dit arbejdsliv

Dagen, hvor han startede, var der fælles morgenmad, og den nye driftschef gik rundt og gav hånd til alle. Da han nåede til Andorthe Jensen, gjorde han noget, der kom bag på hende.

- Han giver mig elevatorblikket. Han gjorde det ikke ved de andre. Jeg tænkte 'hold da op, det gør man da ikke'. Han er helt ny og er lige kommet, siger hun.

Kort tid efter spurgte han hende, om hun var på dating-appen Tinder. Andorthe Jensen vidste ikke, hvad det var, og hun måtte spørge nogle yngre kolleger, hvad det gik ud på.

Jeg bliver simpelthen så gal. Jeg er den krænkede. Jeg har mistet alt. Hele min fremtid. Og det er ham, der går fri. Og når man tænker på, hvilken arbejdsplads, det er sket på. Hos politiet. Det er jo dem, der skal passe på folk.
Andorthe Jensen

En dag, hvor der er afskedsreception for en kollega, var hendes chef igen på spil. Andorthe Jensens telefon, der lå på hendes plads, ringede, og hun gik over for at se, hvem det var. Mens hun vendte sig om, mærkede hun pludselig en hånd på højre side af hoften. Hun blev helt paf og vidste med det samme, hvem det var. Hun signalerede, at han skulle holde fingrene for sig selv.

Gennem flere måneder stod Andorthe Jensen model til den ene krænkelse efter den anden.

Den 9. september flød bægeret over for Andorthe Jensen. Mens de sad på kontoret, spurgte hun sin chef om hjælp, hvorefter han svarede:

”Vil du vide, hvornår jeg sidst fik noget af det frække?”

Det ville Andorthe Jensen bestemt ikke. Hun skubbede sin kontorstol ud og gik direkte hen til en kollega, som efterfølgende fik hende til at kontakte fagforbundet HK.

- Han er sexfikseret. Han kan ikke åbne munden, uden det er seksuelt. Hver dag kommenterede han mit udseende og min krop, siger Andorthe Jensen.

Førte logbog over krænkelserne

På opfordring fra Politiforbundet har hun beskrevet alle detaljer om sexchikanen i en logbog, og det har ifølge hendes advokat, Jens Baagøe Thomsen, været en stor hjælp i forhold til at få sagen anerkendt som en arbejdsskade.

- Det er komplicerede sager, og det kan være svært at få seksuel chikane anerkendt som arbejdsskade. I Andorthes tilfælde har det helt sikkert været til hendes fordel, at hun har ført logbog og beskrevet de gange, hun har været udsat for chikane, forklarer Jens Baagøe Thomsen.

Han er sexfikseret. Han kan ikke åbne munden, uden det er seksuelt. Hver dag kommenterede han mit udseende og min krop.
Andorthe Jensen

På trods af den velbeskrevne sexchikane er Midt- og Vestsjællands Politi blevet frifundet i både byretten og i Østre Landsret.

Domstolene vurderer, at ledelsen handlede hensigtsmæssigt ved blandt andet at tilbyde Andorthe Jensen psykologbistand og tildele krænkeren en advarsel. Østre Landsret har dog vurderet, at Andorthe Jensen blev udsat for sexchikane både fysisk og verbalt.

Midt- og Vestsjællands Politi tilbød hende, at hun kunne flytte til en anden afdeling, hvis hun ville fortsætte i politikredsen. Derimod kunne Andorthe Jensens chef fortsætte i sin stilling efter advarslen.

Hun er stærkt utilfreds med forløbet.

"Jeg har mistet alt"

- Jeg bliver simpelthen så gal. Jeg er den krænkede. Jeg har mistet alt. Hele min fremtid. Og det er ham, der går fri. Og når man tænker på, hvilken arbejdsplads, det er sket på. Hos politiet. Det er jo dem, der skal passe på folk, siger Andorthe Jensen.

A4 Medier har forsøgt at få en kommentar fra Midt- og Vestsjællands Politi for at høre, hvorfor krænkeren kunne slippe med en advarsel, men politikredsen har ikke ønsket at kommentere den konkrete sag. Alligevel konstaterer Midt- og Vestsjællands Politi følgende:

- Vi er meget opmærksomme på enhver form for chikane og har nultolerance over for de heldigvis meget få tilfælde, vi får kendskab til gennem de løbende trivselsmålinger. Når det er sagt, så er det rigtigt, at politikredsen i 2014 havde en alvorlig sag om seksuel chikane. Jeg kan ikke komme ind på detaljerne i sagen, da der er tale om en personalesag. Men jeg kan oplyse, at sagen blev kørt både i byretten og i landsretten, hvor ingen af instanserne fandt, at Midt- og Vestsjællands Politi skulle ifalde ansvar eller betale godtgørelse, fordi begge retsinstanser vurderede, at politikredsen havde iværksat tilstrækkelige tiltag, siger Rikke Skov Rasch, HR-chef i Midt- og Vestsjællands Politi.

- Vi har fortsat meget stort fokus på enhver indikation på, at der foregår seksuel chikane, mobning eller anden uacceptabel adfærd, og vi foretager en målrettet og konkret opfølgning, hvis noget sådan kommer til vores kendskab, siger Rikke Skov Rasch.

Bryder sammen i supermarkedet

Godt fem år efter sexchikanen er Andorthe Jensen hårdt mærket af oplevelserne i Midt- og Vestsjællands Politi.

Hvor hun før var udadvendt, har hun nu lukket sig inde. Hun kan ikke rumme familiefødselsdage, og hun forlader kun sit hjem, når det er nødvendigt. For eksempel når hun skal handle, selvom det kan være en svær bedrift.

- Hvis folk går for tæt på mig i køen, kan min krop klappe fuldstændig sammen, og jeg kan finde på at forlade butikken og gå hjem. Jeg får hedeture og angstanfald. Jeg genlever det hele igen. Det er frygten for, at folk gør mig noget. Min krop er i alarmberedskab 24/7, siger hun.

Efter sexchikanen har Andorthe Jensen ikke haft lyst til at gå i nederdel. Foto: A4 Medier.

Og alarmberedskabet bliver aktiveret, uden Andorthe Jensen kan kontrollere det. Det oplevede hun blandt andet en dag, hun var på kommunen, hvor en medarbejder, der skulle forbi Andorthe Jensen, kom til at tage hende på hoften. Det var præcis samme sted på kroppen, hvor hendes chef også tog på hende.

- Jeg råbte, at hun ikke måtte røre mig. Siden den dag har jeg haft svært ved at møde op på kommunekontoret, siger hun.

Andorthe Jensen tror dog ikke, hun kommer til at møde sin krænker igen, og hun frygter ham ikke længere.

- Jeg kommer ikke nogen steder, hvor jeg skulle møde ham. Jeg har slet ikke overskud til det, siger hun.

Hun mener heller ikke, hun kunne have gjort noget anderledes i forhold til at sige fra over sin chef. Heller ikke i forhold til at få inddraget flere kolleger tidligt i forløbet.

- Jeg kunne ikke have gjort noget anderledes. Jeg har sagt fra hver eneste gang. Han har ikke respekteret mig, siger hun.

Sådan blev Andorthe udsat for sexchikane

I perioden maj til september 2014 har Andorthe Jensen i en logbog noteret nogle af de situationer, hvor hun er blevet sexkrænket. Af de mere end 20 hændelser, hun har skrevet ned, er her et udpluk:

1. maj: Andorthe Jensens nye driftschef har første dag på jobbet. Han giver hende et et elevatorblik, da han hilser på hende. Ifølge hende selv gør han det ikke ved hendes kollegaer

Maj: Få dage efter driftschefen er startet, spørger han, om Andorthe Jensen bruger dating-appen Tinder. Hun svarer nej, og spørger derefter sine kolleger, hvad det er

6. maj: Under et møde om arbejdsopgaver mellem Andorthe Jensen og hendes driftschef, spørger han hende, om hun er i ”panikalderen” med reference til, at hun hverken har børn eller kæreste. Han spørger også, om hun arbejder i politiet for at score en betjent

18. juli: Der omrokeres på kontoret, og driftschefen sørger for, at Andorthe Jensen får skrivebordsplads lige over for ham. Hun føler sig overvåget

13. august: Andorthe Jensen går hen til sin chef for at vise ham nogle plancher. Han drejer om på stolen og klapper sig på låret. Han siger, at hun skal sætte sig. Hun siger bestemt fra, og han svarer, at han får lyst til at røre hende

18. august: Driftschefen niver/prikker Andorthe Jensens lår med hele sin hånd under et møde. Hun siger straks fra

19. august: Til frokost på en restaurant i nærheden af Andorthe Jensens bopæl efter et møde, spørger driftschefen, om hun bruger sin nærliggende bopæl som ”scoretrick”. Andorthe Jensen opfatter det som om, at chefen vil hjem til hendes bopæl og have sex med hende 

27. august: Til en afskedsreception på kontoret lægger driftschefen sin hånd på højre side af Andorthe Jensens hofte under en tale. Hun signalerer tydeligt, at berøringen er uønsket, men den gentager sig senere

28. august: Andorthe Jensen og driftschefen er på vej tilbage til Roskilde efter et møde med Rigspolitiet. Driftschefen kører bilen, og Andorthe Jensen sidder på passagersædet. Pludselig lægger driftschefen hånden på hendes lår, da de holder stille i et kryds. Hun giver ham besked på, at han ikke skal røre hende

5. september: Under en køretur lægger driftschefen endnu en gang hånden på Andorthe Jensens lår

9. september: Andorthe Jensen siger fra sit skrivebord, at hun gerne vil stille driftschefen et spørgsmål, når han har tid. Han kigger op fra skærmen på hende og spørger: ”Vil du vide, hvornår jeg sidst fik noget af det frække?”. Andorthe Jensen skubber sin stol ud og tager fat i en kollega, som får hende til at kontakte fagforeningen

Sagen kort

1. marts 2013: Andorthe Jensen begynder i økonomiafdelingen i Midt- og Vestsjællands Politi i Roskilde

1. maj 2014: Andorthe Jensens nye driftschef tiltræder stillingen ved Midt- og Vestsjællands Politi

Maj - september 2014: Andorthe Jensen udsættes for systematisk sexchikane af sin driftschef. Hun skriver logbog over hændelserne

11. september 2014: Andorthe Jensen går til ledelsen i Midt- og Vestsjællands Politi med sin logbog

19. september 2014: Andorthe Jensen bryder grædende sammen, da hun møder ind på arbejde. Hun bliver sygemeldt, og oplevelserne i politiet anmeldes som en arbejdsskade

31. marts 2015: Rigspolitiet anmoder om at afskedige Andorthe Jensen med tre måneders varsel

7. november 2016: Byretten i Roskilde frifinder Midt- og Vestsjællands Politi for erstatningskrav og afviser, at der er tale om sexchikane. Andorthe Jensen anker sagen

6. september 2017: Østre Landsret stadfæster byrettens dom, men medgiver, at Andorthe Jensen har været udsat for verbal og fysisk sexchikane

15. marts 2018: Andorthe Jensen får sagen anerkendt som arbejdsskade og får godtgørelse for varigt mén

2. august 2018: Andorthe Jensen får en midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne

I 2019 skal Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) tage stilling til et endeligt erhvervsevnetab