3F til arbejdsgiverne:
Puds vinduerne arbejdsgivere og kig ud i samfundet!
DANSK ARBEJDSGIVERFORENING HAR I FLERE INDLÆG forsøgt at nedtone problemerne med social dumping. Senest her i A4 Medier, hvor arbejdsgiverne forsøger at camouflere social dumping med en masse tal og statistik.
Men uden for Dansk Arbejdsgiverforenings regneark ser virkeligheden anderledes ud:
I 3F har vi alene i vores byggegruppe for længst passeret 2.500 sager om udenlandske medarbejdere, hvilket klart viser, at der ofte er tale om helt andre forhold end for danske medarbejdere.
3F har intet imod udenlandske kolleger – arbejdende brødre og søstre – på danske arbejdspladser.
Henning Overgaard, forbundssekretær i 3F
I den fælles myndighedsindsats imod social dumping har SKAT indtil videre inddrevet ikke mindre end 738 millioner kroner til fællesskabet, på trods af de borgerlige regeringers utilstrækkelige prioritering af indsatsen de seneste fire år!
De største undersøgelser, der er gennemført, bekræfter billedet. FAOS-rapporten fra 2016 konkluderer at gennemsnitslønnen for polske udstationerede i Danmark udgør cirka 80 kroner i timen, hvis der tages hensyn til alle forhold.
LÆS OGSÅ: Murer: Udenlandske arbejdere er IKKE problemet - det er arbejdsgivernes grådighed!
Den seneste analyse på området fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd bekræfter, at især nytilkomne udenlandske medarbejdere er ringe lønnet – inden for restaurationsbranchen samt post og kurertjeneste ligger lønnen eksempelvis omkring 12.500 kroner pr. måned.
Kun cirka hver tredje af de udstationerede medarbejdere er dækket af en overenskomst
Henning Overgaard, forbundssekretær i 3F
Når Dansk Arbejdsgiverforening (DA) finder, at overenskomstdækkede virksomheder betaler danske og udenlandske medarbejdere i samme jobfunktion stort set ens løn, kan det jo ikke overraske. Men ifølge vores undersøgelser er det kun cirka hver tredje af de udstationerede medarbejdere, som er dækket af en overenskomst.
DA efterlyser nuancer i debatten om udenlandsk arbejdskraft. Det kunne være fint, hvis DA arbejdede for fair konkurrence mellem virksomhederne – og dermed bekæmpede den sociale dumping, der desværre er udbredt, hvor virksomheder både tilsidesætter arbejdsmiljø- og sikkerhedsregler, snyder med moms, afgifter og skat samt underbetaler deres medarbejdere.
3F har intet imod udenlandske kolleger – arbejdende brødre og søstre – på danske arbejdspladser. Tværtimod føler vi et stort solidarisk ansvar for at forsvare kollegerne mod gemene og uhæderlige arbejdsgivere. Derfor kæmper 3F også indædt mod social dumping og tvangsarbejde, fordi vi ikke vil finde os i misbrug, og dermed beskytter vi både ordentlige arbejdsgivere, danske og udenlandske arbejdere.
Dette er et debatindlæg og er ikke udtryk for A4 Mediers holdning. Du er velkommen til i en sober tone at kommentere indlægget nedenfor. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected].