Midt i reformtid får Danske HF & VUC ny formand: "Reform af ungdomsuddannelserne vil få enorm betydning for VUC’erne"

BeFunky-collage_-_2024-09-30T121840.838
Direktør på Vestegnen HF & VUC, Tue Sanderhage bliver formand for Danske HF og VUC. Foto: Privat
Direktør på Vestegnen HF & VUC overtager formandsskabet fra Pernille Brøndum på HF og VUC. Han er klar til at stemple ind, når reformen af ungdomsuddannelse præsenteres.

I ni år har Tue Sanderhage været direktør på Vestegnen HF & VUC. Nu er han valgt som formand for Danske HF og VUC efter at have været medlem af bestyrelsen siden 2021. 

Det skriver organisationen i en pressemeddelelse, hvori det første den nye formand fremhæver er den kommende reform af ungdomsuddannelser. 

Regeringen vil nemlig med reformen nedlægge HF for at placere den på den nye ungdomsuddannelse.  

”Den kommende reform af ungdomsuddannelserne vil få enorm betydning for VUC’erne. Min og bestyrelsens opgave vil være at sikre, at vi fortsat har voksenuddannelser af høj kvalitet i hele landet,” siger Tue Sanderhage i pressemeddelelsen. 

HF er en del af løsningen

Ifølge Tue Sanderhage har HF-enkeltfag en vigtig rolle for rekrutteringen til professionsuddannelser og er derfor en del af løsningen på manglen af faglærte. 

”Det er for eksempel pædagogmedhjælperen, der har været i jobbet i 10 år, og som gerne vil være pædagog, men mangler nogle gymnasiale fag for at blive optaget på pædagoguddannelsen. Det er derfor helt essentielt, at den mulighed vil være der i fremtiden,” siger Tue Sanderhage. 

Han overtager posten fra Pernille Brøndum, der i august trak sig efter fem år som følge af en kommende fusion mellem Nordvestsjællands HF & VUC og Nordvestsjællands Erhvervs- og gymnasieuddannelser. 

Pernille Brøndum har tidligere været særligt nervøs for, om HF og VUC fortsat vil fungere i dens helhed i nye rammer.

“Der står jeg af, fordi der er kæmpe risiko for, at det ikke virker, når man fjerner uddannelsens DNA og kultur. Jeg tror, man skal have meget stor respekt for ikke at ødelægge noget, der virker, for at få noget andet, der ikke virker til at fungere,” sagde hun til A4 Uddannelse i slutningen af april.  

Tue Sanderhage blev valgt ved en ekstraordinær generalforsamling den 27.september uden modkandidater. Samtidigt indtræder suppleant, Erik Ernø-Kjølhede, som medlem af bestyrelsen for Danske HF & VUC. Erik er rektor på Aarhus HF & VUC.

GDPR