Lokalpolitiker advarer: Demokratiet er i fare, hvis ikke der rettes op på de folkevalgtes arbejdsmiljø

JEG DELTOG den 18. februar 2025 i konferencen ’Politikeres arbejdsvilkår og chikane af politikere’ i Folketinget. Jeg mener trivsel, tryghed og sundt arbejdsmiljø er et fælles ansvar, og der skal være ordnede arbejdsforhold på danske arbejdspladser for både ledere og medarbejdere. Det samme bør gælde, når vi ser på folkevalgte politikeres arbejdsvilkår, der er valgt til Folketinget, Regionsrådet eller Kommunalbestyrelsen.
Hvad skal der til, så flere har mod og lyst til at stille op for demokratiet og være folkevalgte i Danmark? Jeg er kommunalpolitiker, fordi jeg vil være med til at gøre en forskel. Jeg tror på vores demokrati som styreform i Danmark. Jeg er stolt over at bo i et land, som har demokratiske valg. Hvor vi som borgere kan vælge og udvise tillid til de folkevalgte, som har lysten, modet og evnen til at stå op for fællesskabet. Hvor de folkevalgte har mandat til at udtrykke forskellige holdninger og meninger om en given sag, for at vi kan træffe de bedst mulige beslutninger og løsninger.
LÆS OGSÅ: Højt stressniveau i Folketinget - fire ud af ti har været hårdt ramt
At leve i et demokrati handler om kunne tale sammen og understøtte en kultur, hvor der er plads og rum til, at vi kan ytre os. Sikre den demokratiske samtale. Heldigvis har vi ytringsfrihed i Danmark. Det er ikke det samme som ytringspligt og tilladelse til chikane, nedladende og krænkende ord, trusler eller at gå efter personen (den folkevalgte) og ikke bolden (sagens kerne).
DET SER UD TIL, at arbejdsforholdene for danske politikere er svære jf. forskningsprojektet ”Politik under pres. Trusler, chikane og stress blandt danske politikere”. Flere rammes af alvorlig stress som følge af konstant nyhedsdækning og højt tempo, og man oplever at blive angrebet – fysisk og verbalt – både af andre politikere, som man står i konkurrence med, og af borgerne. Den fysiske chikane kan bestå i at blive skubbet eller slået. Den verbale chikane kan foregå på SoMe, private beskeder, e-mail og telefon. Det kan ske ved mødet på åben gade, hvor borgere skubber eller taler grimt til den folkevalgte. Alt sammen noget som påvirker trivsel og arbejdsmiljøet for den enkelte.
LÆS OGSÅ: Knap hver tredje kommunalpolitiker har overvejet at droppe politik: Kvinderne er særligt pressede
Chikane og giftig adfærd rammer forskelligt i den politiske kultur jf. studiet ”Gendered Perceptions and the Costs of Political Toxicity: Experimental Evidence from Politicians and Citizens in Four Democracies”. De respektløse kommentarer på SoMe er kønnede, krænkende og sexistiske. Der er forskelle i vurderingen af motiver bag den giftige adfærd. Målet med den giftige adfærd kan være at få politikere til at forlade politik, eller at få mulige kandidater til ikke at stille op til et kommende valg. Særligt kvinder og unge risikerer at fravælge politik, hvilket er et demokratisk problem.
Som folkevalgt er min fornemste opgave at værne om og stå op for demokratiet. Jeg mener, politikerne også selv har et ansvar for at skabe bedre arbejdsvilkår for hinanden ved at tale ordentlig sammen. Jeg har ikke valgt at stille op som lokalpolitiker for at blive svinet til, chikaneret eller truet af borgere eller andre – det vil jeg gerne have mig frabedt.
LÆS OGSÅ: Arbejdsmiljøet for nyvalgte på Borgen: “Forventningerne er ikke kun uklare, men høje"
Hvis verden skal blive et bedre sted at leve og bo i, må vores børn og unge lære om demokrati og demokratisk dannelse. De voksne må være ansvarlige og ordentlige rollemodeller både i ord og adfærd. Vi har behov for, at flere borgere (særligt kvinder og unge) stiller sig til rådighed som folkevalgte politikere, da vores demokrati ellers er i fare. Vi har en fælles opgave og ansvar her!